I sidste uge skrev jeg, at perfekte mennesker er kedelige, så det bliver jeg nok nødt til at holde fast i lidt endnu. Men som altid er der en undtagelse, der bekræfter reglen.

Sådan en er den demokratiske præsidentkandidat Pete Buttigieg, der så ud til at være sejrherre ved den demokratiske valgkatastrofe i Iowa forleden.

En ren som sne, intellektuel, Harvard-uddannet krigsveteran fra Afghanistan, der vil ændre den amerikanske våbenlov, sikre kvinderne ret til abort, indføre drastiske miljøreformer og genindføre USAs troværdighed ude i verden som et land, man kan regne med og stole på.

Desuden en talentfuld pianist, der blev borgmester som 29-årig, og som taler syv sprog - inklusiv norsk! Og for lige at toppe det hele af er han også homoseksuel - nygift homoseksuel, selvfølgelig. Et fuldstændig perfekt eksemplar af racen milleniums.

Stillede han op for Alternativet i Danmark, ville der ikke være et øje tørt, og Josephine Fock havde ikke haft en chance. Men det er ikke Danmark. Pete Buttigieg vil være præsident i USA, og der er flertallet knap så frisindede. Eller hvad?

Vi danskere - mig inklusiv - har det med at dømme amerikanerne meget ensidigt. Vi ser dem som oliegriske og magtsyge mænd, våbenliderlige og ubegavede hillbillys, religøst fanatiske husmødre og det, der er værre.

Måske er det, fordi fiktionen har spillet så stor en rolle i portrættet af dem, at vores billede er så stereotypt. Men heldigvis er virkeligheden ikke så ensidig, og det kan meget vel være, at amerikanerne endnu engang vil overraske os ved det amerikanske valg.

Pete Buttigieg vil stadig være i trediverne og den yngste præsident nogensinde, hvis han bliver valgt. Den amerikanske gennemsnitsalder er 39,5. Millennials født mellem 1981 og 1996 er den største nulevende generation. 57% af dem hælder mod venstre, kun 13% af dem er konservative.

Protesters gather near the Huntington Center in Toledo, Ohio January 9, 2020 where U.S. President Donald Trump is holding his first campaign rally of the year. - Protesters gathered to protest against U.S. President Donald Trumps policies and a war with Iran. (Photo by Seth HERALD / AFP)
Protesters gather near the Huntington Center in Toledo, Ohio January 9, 2020 where U.S. President Donald Trump is holding his first campaign rally of the year. - Protesters gathered to protest against U.S. President Donald Trumps policies and a war with Iran. (Photo by Seth HERALD / AFP) Foto: SETH HERALD
Vis mere

Time skrev: »Denne generation har allerede med deres startups revolutioneret økonomien, kulturen og måden, vi interagerer med hinanden. Amerikansk politik er den næste oplagte arena. som er moden for disruption. Millenialbølgen kommer. Det er kun et spørgsmål om hvornår og hvor hurtigt.«

Der er ingen tvivl om, at de unge i USA er blevet vækket til live siden sidste valg. De har fået mere at kæmpe for, og utilfredsheden med Trump kan meget vel gøre valgdeltagelsen blandt de unge langt højere end ved sidste valg.

I øjeblikket ser de unge ud til at favorisere Bernie Sanders, men skulle Buttigieg ende med at blive den endelige demokratiske præsidentkandidat, vil de unge stemmer gå til ham.

Og så er der ingen vej uden om - vi vil alle blive nødt til at lære at udtale hans navn. Pete Buttigieg (Peet Boot-a-che).