Endnu en gang valfarter danskerne til biograferne for at grine ad de to uslinge Frank og Casper. Og det er der bestemt en grund til, for Casper og Frank er blevet danske verdensmestre i at trække bukserne ned på sig selv og os andre, mens de udstiller alle vores menneskelige slagsider. Og den slags har vi brug for mere end nogensinde.

Personlig har jeg altid elsket krukker, krystere og neurotikere: Den uduelige Anders And, den sleske og løgnagtige Iznogood, den nervøse og selvoptagne Woody Allen og den forfængelige og smålige Frasier har alle dage haft en stor plads i mit hjerte.

Den slags karakterer er en befrielse, fordi de giver os mulighed for at grine lidt ad de sider af os selv, som vi ikke er så stolte af. Og i disse sarte tider, hvor krænkede følelser flyver om ørerne på os, er det godt at huske på, at vi mennesker er ikke kun gode. Vi er langt mere komplekse – og gudskelov for det.

I os lever det usle fint side om side med det gode, og man kan sagtens være et godt menneske, der giver til velgørenhed, og samtidig være en, der hygger sig over, at eksmandens nye kæreste er blevet fed.

Jalousi, hævngerrighed, bitterhed og misundelse – det er ikke grimme ting, det er helt naturlige menneskelige egenskaber, og uden dem var vi ikke hele.

Selvfølgelig er vi også fyldt med kærlighed og gode intentioner, men virkeligheden er, at vi også er fyldt med alt det andet. Og det andet har jeg altid syntes var sjovere, mere interessant og meget mere ægte end glansbilledet. Perfekte mennesker er kedelige og også lidt uhyggelige.

Vores slagsider skal selvfølgelig holdes lidt i ave, men de skal ikke fornægtes. Vi skal tillade os selv at være mennesker og lære at tilgive os selv, ellers får vi ondt i maven. Og humor er det bedste værktøj at bruge til den øvelse.

Woody Allen er for mange en skurk der har opført sig umoralsk, men han er samtidig også en fintfølende kunstner der har gavmildt har delt ud af sin livsklogskab.
Woody Allen er for mange en skurk der har opført sig umoralsk, men han er samtidig også en fintfølende kunstner der har gavmildt har delt ud af sin livsklogskab. Foto: ANDER GILLENEA
Vis mere

Da min søn var lille, kan jeg huske en samtale, hvor jeg fortalte ham, at selvom han lige nu troede, at det sværeste i verden var at lære at snøre sine sko og pifte – så kunne jeg love ham, at han med sikkerhed ville lære det. Det, som jeg ikke kunne love, var, at han ville lære at elske sig selv. Det er nemlig det sværeste, og der er ingen garanti for, at det sker.

Men en mulighed er at droppe skammen og acceptere dig selv, som du er, med alle dine facetter. Ikke kun de gode.

Hvis du dealer med sandheden og ser det frygtelige faktum i øjnene, at du ikke kun er en helt, men formodentlig også et røvhul, så bliver alt nemmere.

Som min far engang sagde:

»Hvis du selv indrømmer, du er et røvhul, så er der ikke nogen, der senere kan komme og anklage dig for at være det!«

Jeg er ikke sikker på, at den holder i retten, men jeg ved, at hvis du tager et røvhul og tilføjer lidt humor og lidt weltschmerz, så kan selv de største røvhuller blive til helte. Det er Casper og Frank blevet – helte for at turde se sandheden i øjnene.