»Da jeg vender mig om for at give dem pengene, ser jeg, at en af dem har lynet bukserne op. Der tænker jeg, 'det sker bare ikke'.«
For 25-årige Patrick Brandes blev 20 forfærdelige minutter et vendepunkt i hans liv. Den episode, han oplevede på et værelse i det sydlige Spanien, forandrede alting med ét. Historien fortalte han, da han gæstede B.T.s Facebook livestudie og i DR-podcasten 'Tværs'.
I 2015 tog Patrick til Spanien for at arbejde i sin fars firma. Han havde besluttet, at sabbatåret skulle bruges under lidt varmere himmelstrøg, inden 'voksenlivet' med universitet og fast arbejde skulle begynde.
»Jeg valgte at tage til Spanien for at møde nye venner, opleve en ny kultur – og ja – bare have det godt.«
Planen var vellykket. Patrick havde en god tid i Sydspanien, hvor han – sammen med sin far – solgte tv-abonnementer og internet til andre europæere, der var tilflyttet. En sen eftermiddag i november skulle dog vise sig at spolere Patricks 'Spanien-eventyr'.
»En helt almindelig dag efter arbejde slentrede jeg hjem – lidt træt – men ligesom jeg plejede. Da jeg låste mig ind i bygningen, hvor jeg boede, gik to mænd med ind. Det samme gjorde de, da jeg gik ind i elevatoren. Her trak den ene en kniv frem og råbte 'dinero, dinero' (penge på dansk) adskillige gange.«
De to mænd fulgte med Patrick ind i hans lejlighed. Der fandt han 1.000 euro, som han havde liggende i en æske. Patrick havde erkendt, at den ubehagelige episode ville gøre ham 1.000 euro fattigere, men han var lettet over, at han havde fundet nogle penge, så de to mænd kunne forsvinde fra hans lejlighed. Episoden var dog ikke ovre 'så let' – LANGTFRA.
»Da jeg vender mig for at give dem pengene, ser jeg, at en af dem har lynet bukserne op. Der tænker jeg, 'det sker bare ikke'.«
Efter noget håndgemæng blev Patrick presset med hovedet ned i et bord, imens den føromtalte kniv blev presset langs Patricks hals af den ene mand. Der startede det 20 minutter lange mareridt. Den anden mand 'forgreb sig seksuelt' på Patrick, der ikke selv bryder sig om at tage ordet voldtægt i sin mund – det er for hårdt. Imens kiggede manden med kniven ham ind i øjnene.
Mareridtet, der skulle få Patrick igennem så mange nedture, psykologitimer, indlæggelser m.m. Patrick beskriver hændelsen som 'ulidelig'.
»Selvom hele seancen nok varede i 15-20 minutter, føltes det som en uendelighed. Næsten som flere timer. Da de var gået, skyndte jeg mig at låse døren og sætte en stol for døren, så de ikke kunne bryde ind igen. Jeg sad i stolen resten af aftenen, hvor jeg græd og rystede. Det fortsatte hele natten.«
Patrick blev i sin lejlighed i otte-ni dage. Det på trods af, at han havde en butik, han skulle passe.
»Jeg var rædselsslagen for, om jeg skulle se dem igen. Jeg lavede ikke noget som helst i lejligheden. Ikke andet end at græde og frygte for, at de kom igen. Når min daværende kæreste og min mor ringede, tog jeg ikke telefonen. Jeg var fuldkommen isoleret fysisk og mentalt.«
Patrick ønskede, at ingen skulle vide, hvad der var sket. Han ville fortrænge hændelsen. Derfor blev hændelsen heller ikke anmeldt til politiet i Spanien
»Jeg tænkte, at min familie og venner ville synes, at jeg var klam, hvis jeg fortalte, hvad der skete. Derfor holdt jeg det hele for mig selv. Jeg anmeldte heller ikke episoden, fordi jeg ikke troede, politiet ville kunne finde dem – mit signalement af dem kunne have passet på så mange andre, og jeg anede ikke, hvad de hed, eller hvor de opholdt sig«
Efter mere end en uges frygtfulde dage i lejligheden tog Patrick mod til sig. Han skulle passe sin fars forretning.
»Jeg skulle ordne nogle fakturer og nogle andre ting. Min far ville undre sig, hvis det ikke blev ordnet. Det var sindssygt grænseoverskridende at gå derned. Jeg kiggede mig konstant over skulderen.«
Patrick blev i Spanien i en måneds tid efter hændelsen. En nat i december besluttede han sig for, at det 'spanske eventyr' var slut, og han tog en taxa til lufthavnen for at rejse hjem til Danmark.
»Alting var vendt på hovedet, da jeg kom hjem til Danmark. Jeg var en anden person. Jeg kunne blive jaloux over de mindste ting, hvilket også gjorde, at forholdet til min kæreste krakelerede ret hurtigt, efter jeg kom hjem.«
Patrick havde stadigvæk ikke fortalt om den voldsomme episode i Spanien. Der skulle gå en måned, før han tog sig sammen til at fortælle sine nærmeste om det.
»Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det face to face, så jeg skrev en sms til min mor, søster og ekskæreste. De var knuste, men tingene begyndte også at give mening for dem. Det var derfor, jeg havde været, som jeg havde været.«
Patrick begyndte derefter et terapiforløb og flere psykologforløb. Han troede, at det kunne få ham på ret køl igen hurtigt.
»Jeg tænkte, at nu skal jeg lige igennem det her nogle måneder, og så er jeg den samme Patrick, som tog afsted til Spanien. Så nemt var det bare ikke.«
Den dag i dag er Patrick stadig i gang med at komme sig efter den forfærdelige oplevelse. Han kan altid ringe til sin psykolog, hvis tankerne stikker af. Det kan stadig være svært for ham at beskrive situationen med egne ord. Blandt andet kan han ikke få sig selv til at sige ordet 'voldtægt', da det frembringer ubehagelige flashback fra episoden.
»Jeg bliver nok aldrig den samme igen. Jeg har stadigvæk ikke accepteret, hvad der skete, men jeg har lært at leve mere med det. Jeg håber, ingen andre skal opleve det, jeg oplevede.«
På trods af den barske fortid, drømmer Patrick om fremtiden. Han er netop søgt ind på fysioterapeutuddannelsen med start fra september.
