»Hun sad bare på sine hænder og tørrede det hele af på Mogens Jensen.«

Sådan sagde formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, om statsministerens ageren i minksagen.

Fødevareminister Mogens Jensens afgang skyldes den enorme fejl, hvor regeringen beordrede aflivningen af millioner af mink helt uden at have den nødvendige lovhjemmel på plads.

Da Alex Vanopslagh gæstede B.T. Live, lagde formanden ikke skjul på, at statsministeren skal holdes ansvarlig for beslutningen om minkaflivningen og tage sit gode tøj og gå.

»Jeg synes, statsministeren skal følge Mogens Jensens eksempel og gå af og dermed tage ansvar for den grundlovsstridende instruks, hun udstak på nationalt tv,« sagde Alex Vanopslagh og fortsatte:

»Da hun så fandt ud af, at aflivningen af et helt erhverv var ulovligt, valgte hun ikke at gøre noget ved det. Hun sad bare på sine hænder og tørrede det hele af på Mogens Jensen. Det er ikke en demokratisk valgt regering værdig.«

Alex Vanopslagh synes også, at det virker mærkeligt, at adskillige ministerier er nævnt i redegørelsen om minksagen, men stort set det eneste ministerium, der ikke bliver nævnt, er Statsministeriet.

Alex Vanopslagh, hvor ser du i denne her redegørelse, at der er belæg for at stille mistillid til selve statsministeren?

»Selv inden redegørelsen mente jeg, at hun skulle træde af, da hun ikke trak den ulovlige instruks tilbage. Hun aflivede hele minkerhvervet med et fingerknips og indkalte ikke efterfølgende til et pressemøde og sagde: 'Stop, stop, stop, det er ulovligt, det, jeg har gang i.'«

»Når det så er sagt, fremgår det af redegørelsen, at mindst tre ministre og en masse embedsmænd kendte til lovbruddet i lang tid. Men er der ingen, der turde sige noget til Mette Frederiksen?«

Ifølge formanden for Liberal Alliance er der derfor stadig en masse ubesvarede spørgsmål, som vi skal have undersøgt nærmere.

Turde? Er det ikke embedsmænds pligt at fortælle en statsminister, at man træffer en beslutning, der ikke er lovhjemmel til?

»Hvis det er den fulde sandhed af den her redegørelse, og det ikke bare er den pæne version, så er der nogle grove fejl begået af embedsmænd. Derfor skal vi have undersøgt tingene nærmere og nedsætte en undersøgelseskommission, som alle blå partier har foreslået.«