En sjov og festlig tur i biografen endte i gråd og forargelse for familien Tosti fra Mejlby, da de sidste uge skulle i CinemaxX i Aarhus, skriver TV 2 Østjylland.

Maja på otte år havde glædet sig helt vildt til at se 'Mamma Mia! Here we go again' allerede længe inden, hun skulle i biografen med hele familien - inklusiv mormor, morfar og moster. Hun havde set forgængeren, 'Mamma Mia!', over 20 gange på Netflix, og forventningerne var skruet helt op til den store efterfølger.

Majas entusiasme havde smittet, og vi endte med at tage hele otte personer afsted i biografen, forklarer Majas mor Linda Tosti på 43 år over for B.T.

Linda & Maja Tosti
Linda & Maja Tosti Foto: Privat foto.
Vis mere

Men allerede ved anden forfilm fik Maja og resten af familien et chok, de ikke havde regnet med. I kampagnefilmen ‘Brug 2 sekunder mere’ bliver en mor ramt af en bil og styrter i slowmotion mod asfalten. Filmen er meget grafisk og viser kraniebrud, blod og moren, der bliver genoplivet og ender i en kørestol.

Kort efter følger en kampagnefilm for Offerrådgivningen, hvor en dame spørger med en alvorlig klang i stemmen og et stift blik: ‘bliver du stalket?’ og ‘er du blevet voldtaget?’.

Det var et chok for hele familien

Inden reklamen er slut bryder Maja sammen og kravler op til sin mor, hvor hun grædende fortæller, at hun ikke kan lade være med at tænke på, at hun dør, hvis hun kommer til at lave en enkelt fejl i trafikken, og at hun aldrig mere får sin familie at se.

Linda Tosti beskriver, hvordan det tog over ti minutter at få sin datters tårer stoppet. Det krævede en betydelig indsats, før datteren blev glad igen og kunne sætte sig ned i hendes eget sæde og se filmen færdig.

»Maja var dybt chokeret, og det var hendes søster på 15 år og hendes bror på 11 år også, og jeg synes faktisk også den er voldsom for voksne. Selv damen i sædet ved siden af udbrød 'hold da op'.«

Linda Tosti er overrasket over, at så voldsomme forfilm bliver vist før en biograffilm, hvor aldersgrænsen er vurderet til A (for alle aldre, red.). Til sammenligning har Disney's 'Frost' en aldersgrænse på 7 år.

Episoden tages alvorligt

Det er Medierådet, der vurderer alle film og trailers og fastsætter de godkendte aldersgrænser, men salgshuset Dansk Reklame Film sammensætter selv reklamepakkerne til de enkelte biograffilm og vurderer, om de er egnede for børn.

Dansk Reklame Film er blevet gjort opmærksom på episoden og har oplyst, at CinemaxX har bedt dem fjerne de to kampagnefilm fra reklameblokken til 'Mamma Mia!' filmen.

Dansk Reklame Film fjerner kampagnefilmene

Carsten Ellemo, administrerende direktør for Dansk Reklame Film, bekræfter, at kampagnefilmene nu er taget ud af reklamepakken til 'Mamma Mia!' filmen, men han mener ikke, at Dansk Reklame Film har lavet en forkert vurdering:

»Vi står fast ved vores vurdering af, at de to kampagner godt kan køre med filmen Mamma Mia! Here we go again, men har af respekt for CinemaxX' ønske fjernet de to kampagner fra Mamma Mia filmen i deres biografer.«

Han understreger også, at alle reklame- og kampagnespots bliver vurderet ud fra den aldersgruppe filmen henvender sig til:

»Vi har en hel klar procedure og fremgangsmåde, når det kommer til hvilke spots og budskaber der kører sammen med de enkelte film. Og vi mener de to kampagner arbejde for et relevant budskab til unge og voksne.«

»Jeg er super ærgerlig over, at der er enkelte kunder, der har haft en dårlig oplevelse. Det er vi kede af,« afslutter Carsten Ellemo.

Linda Tosti fortæller til B.T., at hun og datteren har fået vendt episoden, og datteren er nu på ferie ved mormor og har det godt igen.