Hvis man som jeg har beskæftiget sig med barske historier fra den store verden i en del år, så opbygger man en naturlig, professionel skal over for verdens grusomheder. Alligevel fik jeg våde øjne, da jeg forleden talte med en pårørende til forfærdelige overgreb på kvinder og små børn, der er blevet begået i Irland gennem mange år.

Anna Corrigan hed den venlige ældre irske dame, der med blød stemme fortalte mig, hvordan hun som voksen fandt ud af, at hun havde haft to brødre, der begge var døde som børn.

Ulykken ramte hendes mor, da hun boede på et såkaldt mother and baby home. Det var institutioner, hvor den irske katolske kirke anbragte kvinder, der fik børn uden for ægteskab og derfor blev udskammet af samfundet.

»Min mor blev presset til at give sine små børn væk, fordi kirken sagde, at hun ikke var en god mor. Jeg ved ikke, hvad der siden skete med mine brødre. Men jeg ved, at de døde som børn,« fortalte Anna mig.

De er formodentlig blandt de hundreder af børnelig, der er blevet fundet i en massegrav ved det tidligere børnehjem i County Down. Kastet i graven uden en ordentlig bisættelse og uden navneskilt af de nonner, der »passede« dem. Der var 18 lignende børnehjem spredt ud over Irland, hvor man også har fundet massegrave.

Mens Anna fortalte om de pinsler, hendes mor gennemlevede, begyndte tårerne lige så stille at løbe ned ad kinderne på mig. Så hæslig var historien. Og Annas brødre var langtfra de eneste ofre. 9.000 børn mistede livet, mens de var i den katolske kirkes varetægt.

Deres mødre blev ydmyget, og mange af dem arbejdede som ulønnede slaver for kirken. Anna kaldte det daværende irske system, hvor kirkens rolle i samfundet var altdominerende, for »kirkelig fascisme«.

Den irske regering måtte forleden uforbeholdent undskylde for disse fortidens forfærdelige forbrydelser. Det var nemlig en uhellig alliance mellem staten og kirken, der muliggjorde ondskaben, som fik lov til at eksistere i Irland i 70 år.

Irland er i dag et liberalt land, men spøgelserne fra fortiden findes overalt. Og den irske gyserhistorie er desværre ikke enestående. Mange steder i verden ydmyges og undertrykkes mennesker af systemer, der med Gud i hånden påberåber sig moralsk ret til behandle egne borgere som undermennesker.

Tænk på Talebans rædselsregime i Afghanistan, og hvordan man med Koranen som begrundelse har nægtet kvinder de mest basale rettigheder og har myrdet dem, der ikke makkede ret.

Og selv i vores midte i EU er der tegn på, at kirkelig fascisme er i vækst. I Polen er tre kvinder blevet tiltalt for at have tegnet Jomfru Maria med en regnbuefarvet glorie. Kunstværket var en reaktion på, at en kirke i byen Plock havde ophængt en liste med synder, som samfundet bør bekæmpe

På listen var grådighed og had, men også homoseksualitet og kønskamp. De tre kvinder, som selv er troende katolikker, portrætterede Jomfru Maria med regnbuefarverne, netop fordi Jomfru Maria er det ultimative symbol for en mors kærlighed til sit barn, selv hvis barnet skiller sig ud.

Eller se på Donald Trumps USA, hvor antiabortbevægelsen med Gud i hånden igen har vokset sig stærk og søger at fratage kvinder kontrol over egen krop. Præcis den type religiøs, moralsk kontrol, der ligesom dengang i Irland forårsagede så meget ondskab.

Nogle af mødrene i irland var voldtægtsofre, der foruden selv at skule leve med den udåd, der var begået imod dem, også blev udstødt og udskammet af samfundet og samtidig blev nægtet abort.

Andre irske mødres eneste forbrydelse var at have fået et barn udenfor det hellige kirkelige ægteskab. Prisen, de måtte betale, var frihed, retten til deres børn og mange tilfælde også disse børns liv.

Jeg er ikke ateist, og personligt er jeg tilhænger af at give plads til alverdens religioner i vores moderne samfund. Men den religiøse fundamentalisme forsætter med at stikke sit hæslige hoved frem. Overbevisningen om, at ens egen tro giver én ret til at påtvinge andre sin tros moralopfattelse og livsvilkår, er og vil forblive at være farlig.

Irlands regering har lovet en grundig gennemgang af de ufattelige lidelser, den katolske kirke påførte uskyldige mennesker.

»Det var ikke jer, der var noget galt med. I var uskyldige. Det var vores samfund, som var sygt,« sagde den irske premierminister, Micheál Martin, til de overlevende fra mother and baby-hjemme.

Over hele verden sker der desværre hver dag lignende overgreb mod tusinder af uskyldige kvinder og børn.

Irlands triste historie minder os om, at det selv i vores del af verden er forbløffende kort tid siden, at sådanne religiøse overgreb var dagligdag. Lige så meningsfuld og trøstende religion kan være, ligeså forfærdeligt er troen på Gud blevet misbrugt.

På mine kommende rejser rundt i verden for B.T.s læsere har jeg tænkt mig at fortælle disse historier, og jeg håber, at I vil følge med, selvom det ikke altid bliver rar læsning. For det er kun gennem indsigt i og forståelse af fortidens og nutidens fejltrin, at vi kan skabe en bedre verden for os selv og for alle dem, der ikke er som os.