Det danske sommervejr er, som det plejer. Man har brug for både badebukser, paraply, overfrakke, læhegn, sweater, solcreme og feltspade på én og samme tid, hvis man skal klare sig gennem industriferien.

Nedtur, når det regner, men når solen titter frem, tilgiver man alligevel sommeren og stikker næsen i sky.

Når det gælder debat-klimaet, er der desværre ikke den samme vekslen. Her viser prognosen shitstorm, så langt øjet rækker.

I ugens løb var det Eskimo-isen, der satte gang i lorteblæsten.

For det oprindelige grønlandske folk har ordet 'eskimo' en negativ klang. De foretrækker betegnelsen 'inuit'.

Meningerne om, hvorvidt man derfor bør ændre navnet på isklassikeren 'Kæmpe-eskimo', er delte.

En producent valgte at ændre navnet, en anden nægtede. Mange mennesker har i ugens løb hidset sig op over begge dele.

For 10 år siden optrådte ordet 'shitstorm' nul gange i de landsdækkende dagblade. Året efter én enkelt gang, og i 2015 var det steget til 173 artikler.

Sidste år boomede det med 363 artikler. Her i første halvår af 2020 har vi rundet 212 artikler og ligger dermed til igen at sætte rekord.

Bevares, der findes mere eller mindre rimelige shitstorme, og hvis virksomheder, grupper eller enkeltpersoner ikke opfører sig ordentligt, er det selvfølgelig på sin plads at klage, men i dagens Danmark skal der ikke altid ret meget til, før en Facebook-kriger med ondt i sulet sætter sig til tasterne og brækker sin vrede ud gennem et krænket opslag.

Det virker ikke, som om det er nødvendigt selv at være i skudlinjen for en fornærmelse. Flere udtrykker, at de er 'principielt' krænkede på andres vegne. Det er, som om der er gået sport i at høste de likes, som et helligt og fornærmet skriv kan rive af sig på sociale medier.

»Se mig, jeg er så god, at jeg påpeger dette og dette. Ja, jeg kunne bare have skrevet det til personen eller virksomheden, men nu tager jeg den lige offentligt her, så alle kan se, hvor god jeg er.«

I kølvandet på shitstorme siger virksomheder undskyld, beklager, ændrer navne på produkter og oplever måske en økonomisk lussing (ofte helt ude af trit med den brøde, de måske uforvarende har begået). Det er ikke til at styre en shitstorm, når den først raser, og blodet ruller.

Indehaveren af Frederiksberg Chokolade fik skabt en shitstorm inde i selve Eskimo-stormen, som en russisk dukke inde i en anden dukke, da hun bekendtgjorde, at hun holdt af Eskimo-navnet og derfor udlovede gratis Eskimo-is.

Vreden væltede ned, og hun blev beskyldt for at udbrede 'hyggeracisme'.

Siden slog vinden imidlertid om, og flere kunder kom med gaver og udtrykte deres støtte til butiksejeren i lortestormens øje.

Masser af modstand og masser af støtte.

Shitstorme efterlader næsten altid dybere grøfter, end før de rasede, og de gør sjældent verden til et bedre sted. De samler ingen, men deler tværtimod.

Man siger, at når det stormer, findes der to typer af mennesker: dem, der bygger læhegn, og dem, der bygger vindmøller.

Når lortevinden blæser, gør det ingen forskel. Alle bliver ramt, og det hele stinker.

UGENS BRYLLUP

Statsminister Mette Frederiksen blev onsdag gift med Bo Tengberg i Magleby Kirke på Møn.

Det er imidlertid lidt specielt at blive gift som statsminister i en corona-tid. 'Bryllupsrejsen' gik til EU-topmøde i Bruxelles, og brudesløret blev derfor hurtigt erstattet af et mundbind.

UGENS SÆLFIE

Reality-kendis og 'Forsidefrue' Janni Ree fik en sælsom oplevelse, da hun i ugens løb var på Grenen i Skagen. En sælunge lå på stranden og tiltrak store mængder mennesker, der klappede den og måske fik en 'sælfie' med den. Det var alt i alt en rigtig dårlig oplevelse for Ree:

»Man så simpelthen børn sidde oven på sælungen. Det var helt forfærdeligt,« fortalte hun om oplevelsen.

UGENS KLARSYN

Hjerteforeningen fik en slags klarsyn og valgte derfor at droppe samarbejdet med to alternative behandlere i det skøre projekt 'P.S. I Love You'.

Det lød ellers spændende: Den ene behandler mener ved tankens kraft at kunne suge coronavirus ind i jorden, og den anden mener, at hjerter kan kommunikere med hinanden.