Klumme skrevet af økonom og chefredaktør for Euroinvestor Lars Christensen.

'Hvordan bliver jeg millionær?' spurgte en taxichauffør mig for nylig, da jeg fortalte, at jeg var økonom. Og inden jeg nåede at tænke nærmere over det, røg svaret ud af munden på mig: 'Du skal være et fjols.' Men det, jeg nok snarere svarede på, var, hvordan man bliver millionær hurtigt.

Hvis man tilbringer tilpas meget tid sammen med økonomer, vil man før eller siden høre dem sige noget i retning af, at 'der ikke ligger penge på gaden, for hvis der gjorde, så var de allerede samlet op'.

Og det var præcis det, jeg mente, da jeg svarede chaufføren, at man skal være et fjols for at blive millionær. Man skal tro, at man kan finde penge på gaden og ikke kun det. Man skal kunne gøre det til sin levevej.

Lars Christensen, chefredaktør for Euroinvestor
Lars Christensen, chefredaktør for Euroinvestor Sanne Fahnøe

Man kunne måske endda sige, at det er det, som dem, der på deres cv kalder sig serieiværksættere, gør. Det er nogen, der kommer op med den ene forretningsidé efter den anden og igen og igen forsøger at lykkes.

Vi kender alle dem, der er lykkedes med det. De er kendisser. Men for hver Tommy Ahlers og Jesper Buch er der tusinder af iværksættere, der har fejlet og måske har måttet gå fra hus og hjem.

Med andre ord er en måde at blive meget rig på at tage meget risiko – hvad enten det er ved at sige sit job op og lede efter penge på gaden eller ved at sætte hele opsparingen på rød på kasinoet.

Ud over kriminalitet og svindel er den eneste vej til hurtig rigdom held og risikotagning.

Det betyder ikke, at Tommy Ahlers eller Jesper Buch ikke er dygtige, for det er de skam. Men de har også på et eller andet tidspunkt taget betydelig risiko, og de har uden tvivl også haft en del held med sig. Vi har brug for folk som Ahlers og Buch, men deres strategi er ikke den sikre vej til millionen.

Der ligger ikke ligger penge på gaden, for hvis der gjorde, så var de allerede samlet op

Det nedslående svar fra økonomen er, at der for de fleste ingen vej er til hurtig rigdom, men modsat er millionen bestemt inden for rækkevidde for de fleste, hvis de blot har tålmodighed.

Hvis målet er millionen, er man afhængig af to ting. For det første må man opgive noget fritid – man skal nemlig arbejde. For det andet skal man spare op, og når man sparer op, så investerer man.

Man kan investere i noget, der giver mere eller mindre afkast, og her er reglen, at jo mere risiko man tager, jo højere er afkastet. Det betyder ikke, at man skal tage meget risiko, men man må godt, hvis man ellers har tålmodighed og ikke skal bruge pengene med det samme, tage lidt mere risiko end ved at have alle pengene stående på en bankkonto, der ingen egentlig forrentning giver.

Man kunne f.eks. købe aktier eller fast ejendom. Hvis du køber aktier, så husk blot, at du ikke ved mere end andre investorer. Det er ikke dig, der finder den næste aktie, der flyver til vejrs. Du skal i stedet fordele risikoen på flere aktier. Og du skal ikke købe og sælge meget. Det er nemlig ikke gratis at handle aktier, så som udgangspunkt skal du købe og holde aktierne.

For hver Tommy Ahlers og Jesper Buch er der tusinder af iværksættere

Men hvor meget skal du investere? Lad os sige, at du sætter 1000 kr. til side om måneden, og du starter, når du er 20 år, så har du sparet ca. 500.000 kr. op, når du bliver 60 år, men heldigvis får du hjælp fra det, der hedder renters rente, nemlig det faktum, at når man får et afkast f.eks. på en aktieinvestering, så har man et endnu større beløb at få afkast på i fremtiden.

Og det betyder faktisk en del. Hvis vi således f.eks. konservativt antager, at man får tre procent i årligt afkast på sin investering - i fast ejendom eller i aktier - efter inflationen er fratrukket, så vil afkastet på en løbende opsparing på en halv million betyde, at man fordobler værdien af denne opsparing over 40 år, så man i alt har en million kr., når man bliver 60 år.

Du kan altså blive millionær, hvis blot du har tålmodighed nok, og det kan naturligvis gå hurtigere, hvis du sætter mere end 1000 kr. til side om måneden. Sætter du f.eks. 5000 kr. til side hver måned, så kan du nå millionen på 13 år.

Det er altså bestemt ikke umuligt at blive millionær. Heller ikke for helt almindelige lønmodtagere. Men vi har alle den udfordring, at det er sjovere at bruge penge i dag end i morgen, og de fleste mennesker har en tendens til at bilde sig selv ind, at 'det klarer jeg i morgen', og præcis af den grund 'glemmer' vi at lægge penge til side.

Lad os sige, at du sætter 1000 kr. til side om måneden, og du starter, når du er 20 år, så har du sparet ca. 500.000 kr. op, når du bliver 60 år

Men dette problem er der heldigvis en løsning på. Den mest oplagte løsning, som de fleste danskere benytter sig af, er, at deres opsparing sker via arbejdsmarkedspensionsordninger, eller ved at de ganske enkelt sparer op i mursten.

Med andre ord, hvis du betaler 1000 kr. af på dit realkreditlån, så svarer det stort set til at spare 1000 kr. op hver måned.

Hvis du har masser af tålmodighed, skal du nok nå målet om at blive millionær helt uden at opføre dig som en fjols.