Selvom det er omtrent to uger siden, valget blev afgjort, er regeringsforhandlingerne stadig i fuld gang.
Og som det ser ud lige nu, står blandt andet Alternativet og Enhedslisten til at få politisk indflydelse i en potentiel kommende regering.
To partier, der begge har nyvalgte medlemmer, der har en aktivistisk baggrund – og som er blevet støttet af græsrodsbevægelsen Jordskred.
Ét af de nye medlemmer, der er blevet valgt ind i Folketinget for Alternativet, er klimaaktivisten Anna Bjerre Johansen.
Men hvor går grænsen egentlig mellem at være aktivist og politiker?
Den snak tog hun med B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, i det seneste afsnit af debatpodcasten Borgerlig Tabloid.
Her lyder spørgsmålet fra Joachim B. Olsen på, hvem hun egentlig er loyal over for: Alternativet eller Jordskred?
»Altså i dagligdagen er jeg loyal for Alternativet. Altså, jeg sidder i Alternativets folketingsgruppe. Vi laver kompromisser sammen,« siger hun og fortsætter:
»Min forbindelse til Jordskred går jo i virkeligheden ud på, at jeg også lytter til græsrødderne. Måske mere end de fleste andre.«
Anna Bjerre Johansen (Å) har selv en baggrund som klimaaktivist og har siden 2019 været medlem af Den Grønne Ungdomsbevægelse.
Hun har også i april 2024 været med til at samle penge ind til klimaaktivistgruppen Nødbremsen, der er kendt for at bryde loven.
Noget, som Anna Bjerre Johansen selv har stiftet bekendtskab med:
»Jeg har selv lavet civil ulydighed,« siger hun og fortsætter:
»Jeg har for eksempel været med til engang at blokere vejen ude foran klimaministeriet for at få Dan Jørgensen i tale, dengang han var klimaminister.«
Hun understreger samtidig, at hun aldrig har skullet betale en bøde for sin civile ulydighed – men hun er dog blevet anholdt.
»Jeg var engang med til en demonstration, arrangeret af Extinction Rebellion, hvor vi lavede en stor demonstration i et kryds. Det var meget stille og roligt,« siger hun og fortsætter:
»Det var i forbindelse med en aktion rundt om Christiansborg, hvor jeg sad på Holmens Bro. Jeg oplevede det som en meget stor overreaktion, at jeg blev anholdt. Men jeg har prøvet det.«
Det nye folketingsmedlem forklarer dog, at alle sigtelser efterfølgende frafaldt.
Når skellet mellem at være aktivist og politiker ikke er større, kan man derfor fristes til at tænke, hvorvidt Anna Bjerre Johansen fortsat vil udføre civilulydighed som folketingsmedlem:
»Jeg er blevet spurgt mange gange til det her med, hvordan jeg skal være aktivist nu. I praksis tror jeg, at min egen rolle nok bliver lidt anderledes,« siger hun og fortsætter:
»Den bliver mere at stå på Folketingets talerstol og løfte stemmerne ind – end at deltage i lige så mange demonstrationer. Men jeg tænker da, at jeg vil være med til et vist niveau stadig.«
Du kan høre resten af debatten herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.


