Ny trend hitter: Nu vil DF-medlem gøre den borgerlig
Ifølge DF-medlemmet Sophus Lindblad er jagten på det perfekte ydre tæt forbundet med klassiske borgerlige værdier.

Ifølge DF-medlemmet Sophus Lindblad er jagten på det perfekte ydre tæt forbundet med klassiske borgerlige værdier.

En ny trend breder sig på de sociale medier.
Looksmaxxing hedder den.
Helt grundlæggende handler det om at maksimere sin fysiske fremtoning med henblik på at få et bedre liv.
Men ifølge Sophus Lindblad, der er debattør og medlem af Dansk Folkeparti, handler tendensen om noget langt dybere.
Han mener nemlig, at looksmaxxing er »et oprør mod normopløsning og forherligelse af ligegyldighed« og i sidste ende et ønske om at redde vores civilisation fra forfald.
Det fortæller han i B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.
Derfor mener han også, at borgerlige bør tage ejerskab over looksmaxxing-trenden. Det gør han, da han kobler fysisk optimering sammen med klassiske borgerlige dyder om individuelt ansvar:
»Jeg ser det her korrelere med fuldstændig grundlæggende borgerlige principper om at tage ansvar og om, at hvis du ønsker en politisk forandring, så må du ligesom starte med dig selv og være den bedste udgave af dig selv,« lyder det fra debattøren.
Han understreger samtidig, at han mener, at »borgerlige bør sigte højere.«
Dog peger B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen på, at det er begrænset, hvor meget man naturligt kan ændre ved sit udseende:
»Ligemeget hvad pokker jeg gør, så kommer jeg ikke til at ligne Brad Pitt eller Leonardo DiCaprio,« siger Joachim B. Olsen og forklarer, at han selvfølgelig kan sørge for at leve sundt og træne, men at nogle ting bare er medfødte.
Men ifølge Sophus Lindblad har borgerlige altid taget ansvar for sig selv, hvorfor de også bør gå op i deres præsentation. Derfor opfordrer han til, at de borgerlige omfavner looksmaxxing-begrebet.
Du kan høre hele debatten herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.