Få vind i håret, kære unge!

Jeg kan godt blive lidt bekymret for vores børn og unge nogle gange. For om de tager livet lidt for alvorligt. Om de overhovedet når at nyde det at være ung og fri og have hele verden for deres fødder.

I årevis har alverdens voksne – skiftende ministre, erhvervsfolk og hvad ved jeg – fortalt de unge om, hvor vigtigt det er, at de får en uddannelse, gør sig umage og kan stå godt i den internationale konkurrence.

Det skal de selvfølgelig også. Det nytter ikke at drive rundt og være doven og dum i en uendelighed. Men man kan også have for travlt. Man kan også være for ansvarlig. Vejen kan også blive for lige. Man risikerer at miste for meget af livet og aldrig lære sig selv at kende, hvis man hele tiden er på vej et sted hen.

Jeg gider egentlig ikke være sådan en, der sidder og siger til unge, at de skal leve deres liv på en bestemt måde. Men jeg er bange for, om vi politikere i vores ønske om, at vores børn og unge skal have en god og solid fremtid, har gjort dem bange for at være frie.

Om vi har skabt et samfund, hvor unge ikke føler, at det er okay at få lidt vind i håret nogle gange.

Det bekymrer mig. Det skal vi lave om. Danmark skal være verdens bedste land at være barn i, og det kræver, at vores unge ikke skal gå og bekymre sig hele tiden. Det vil jeg som minister gerne sætte mig i spidsen for.

For eksempel tror jeg, vi skal overveje, om test og karakterer skal spille så stor en rolle i uddannelsessystemet, som det gør i dag. Karakterer og test kan være fine nok, men er det en god idé at blive målt og vejet hele tiden?

Vi skal fjerne uddannelsesloftet og gøre det lettere at få merit, så man ikke skal være så bange for, at man vælger 'forkert' i et uddannelsessystem, der er stadig mere uoverskueligt for den enkelte. Og vi skal kigge vores optagesystem for de videregående uddannelser igennem for at se, om vi kan gøre det lidt mindre presset.

Så kære unge: I skal bare bruge sommeren på at få vind i håret. Tage ud at rejse. Eller blive hjemme og feste med vennerne, drikke en halv øl for meget og kysse med en, I ikke kender. Lav noget sjovt eller noget pinligt, hvis I har lyst. For eksempel er det vildt sjovt at bade midt om natten. Altså ikke kombineret med øl, men alligevel.

Prøv det! Nyd sommeren!

Og når så vi kommer tilbage fra sommerferie, så starter vi arbejdet med at gøre det sjovere at være ung i Danmark.