Jeg fik en over snotten.

For et par uger siden fik jeg besøg af en ung journalist fra Berlingske Tidende, som gerne ville vide lidt mere om, hvorfor jeg ikke kan påtage mig et job på ordinære vilkår.

Hun besøgte mig i købmandsbutikken, hvor jeg var i arbejdsprøvning nummer ni - en arbejdsprøvning, som skulle udmunde i en visitering til fleksjob.

Jeg får svar på dette i rehabiliteringsteamet 28 november kl. 9.30. Dette kan du se LIVE via Facebook-gruppen Jobcentrets Ofre på datoen.

Berlingske kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne tage et job ved siden af kontanthjælpen, og jeg fik derfor stillet nogle spørgsmål:

Kim Madsen, hvorfor kan du kun arbejde tre timer pr. uge, hvorfor ikke mere?

Jeg lider af udtalt slidgigt i nakke, ryg og knæ, derfor er min funktions- og arbejdsevne væsentligt nedsat på grund af mange smerter, jeg har også nedsat hjertefunktion samt andre diagnoser.

Jeg arbejder faktisk ni timer pr uge, men effektivt arbejder jeg kun i ca. to en halv til tre timer, fordi mit tempo er væsentligt nedsat. På grund af lovgivningen på beskæftigelsesområdet, så kan jeg som syg ikke arbejde i ordinært arbejde på kontanthjælp ved siden af.

Det er ikke mig, som har lavet loven, så mig skal du ikke straffe.

Hvis du nu havde muligheden for at arbejde tre timer ved siden af din kontanthjælp - ville du så det?

Absolut nej, hvorfor skal jeg straffes for at være syg? Hvorfor skal jeg være fattig resten af livet på grund af sygdom, når vi nu har muligheden i lovgivningen for at visitere mig til et fleksjob. Et job, som jeg har haft på hånden i to år? Arbejdsgiveren står og venter på mig!

Kunne du så ikke bare tage nogle timer og leve af det?

Hvordan fanden skulle jeg kunne leve af tre timers arbejde om ugen? Hvordan fanden tror du, arbejdsgiveren reagerer, når jeg oplyser, at jeg skal have fuld løn for hver time, men han får kun 25 procents arbejdskraft ud af ulejligheden?

Berlingske slog mine ord stort op på internettet: Kim Madsen vil kun arbejde i et fleksjob, for så stiger hans offentlige ydelse med flere tusinde

Og så var fanden løs i Laksegade. Internet og Facebook gik i sort over artiklerne, og rigtig mange medlemmer af Facebook-gruppen Jobcentrets Ofre, samt mange andre sympatisører, herunder også politikere og socialrådgivere, gik amok i en rus uden lige - i sympati med undertegnede, som følte sig og sine udskammet til fordel for en overskrift, til fordel for en rus hos liberale kræfter, som er vores største modstandere.

For syge og handicappede er som udgangspunkt altid venstreorienterede - i hvert fald ifølge liberale tosser på højrefløjen.

Berlingske oplyste også om mine fritidsaktiviteter, min tid brugt på internet og Facebook, og det fik helt bestemt adskillige til at at kæfte højt:

Er det kun jer raske, som har krav på et fritidsliv? Er det kun syge borgere, som skal arbejde alt det, de kan, og ikke have kræfter til at slå på tromme for deres rettigheder samt kræfter til at sy strapudemaj.

Nu stopper I fandeme - liberale røvhuller, som har nok i sit eget.

Hvor er empatien for dem, som ikke kan så meget? Vi er slidt op. Vi har i årevis været med til jeres fagforeningers demonstrationer og kæmpet for de rettigheder, I har i dag, men I pisser på os! I burde skamme jer. Og det burde Berlingske måske også.

Tante Berlinger gengav alle mine ord, men tanten forvred ordene for egen vindings skyld, således at jeg følte, at jeg fik en kindhest og følte mig udskammet.

Måske var det ikke meningen, måske var det med vilje.

Jeg er naturligvis ikke tilfreds med udfaldet, men det er du nok heller ikke, når det bliver din tur til en snurretur  i jobcenterhelvede - her får du nemlig kærligheden at føle og en Berlinger i røven, hvis du kæfter op om ulige forhold i samfundet.

Godt ord igen, men jeg er stadig målløs og fornærmet.