De omdiskuterede Muhammedtegninger skal på skoleskemaet og være en obligatorisk del af historieundervisningen.

Ved udgangen af 2021 blev der igen tændt op under debatten om Muhammedtegningerne, da Folketinget fremsatte et beslutningsforslag om at gøre de verdenskendte tegninger til en del af undervisningen i folkeskolen.

Et forslag, der giver rigtig god mening, skriver professor og islamforsker ved Københavns Universitet Thomas Hoffmann i en klumme.

»Muhammedkrisen er en af de største udenrigspolitiske kriser, vi har haft herhjemme i nyere tid. Men at undervise i den er ikke det samme som at bifalde tegningerne,« siger Thomas Hoffmann til B.T.

I 2005 valgte Jyllands-Posten at bringe 12 satiriske tegninger af profeten Muhammed.

Sidenhen er tegningerne blevet kritiseret for at være 'stødende' og 'krænkende', hvilket også har medført afbrændinger af Dannebrog og flere attentatforsøg.

Derfor er det også vigtigt at vise tegningerne i undervisningen, mener Thomas Hoffmann.

»Det er absurd og en undladelsessynd, hvis vi lader være med at vise tegningerne i historietimen. Det svarer til at undervise i billedkunst uden at vise billeder,« siger Thomas Hoffmann.

Islamforskeren understreger, at Muhammedtegningerne er førstehåndskilde til at forstå, hvad der skete, og hvorfor det affødte voldsomme reaktioner flere steder i verden.

Det fik verden for alvor øjnene op for en oktoberdag i 2020, hvor den franske skolelærer Samuel Paty fik afhugget sit hoved efter at have vist tegningerne i sin undervisning.

Men det skal ikke afholde os fra at tale om Muhammedkrisen, mener Thomas Hoffmann.

»Vi er nødt til at undervise i de dele af historien, der er grumme. Lader vi være, svarer det til at sige, at terror, trusler og intimidering virker,« siger han.

Risikerer man ikke, at der sidder nogle elever, der kan føle sig krænket eller stødt af tegningerne?

»Jo, det gør man. Men det samme gælder, hvis man er sort og skal undervises i slavehandel, eller hvis man er feminist og skal se på sexistiske tegninger.«

Et flertal i Folketinget stemte den 10. december for, at der skal udarbejdes undervisningsmateriale om Muhammedkrisen.