»Lycra-terrorister«, »jeg er SÅ træt af dem,« »egoistiske personer, som kun tænker på dem selv og mangler hensynet til alle os andre«.
Motionscyklister har måtte høre for meget, efter B.T. i går bragte artiklen om 'wannabe-Tour de France-kørere'.
Men det er ikke alle cyklister, der er 'onde og dumme'. Langtfra alle. Sådan forklarer Sebastian Tøttrup og Emil Thomsen.
»Jeg ønsker aldrig at være til gene, og jeg kender heller ikke andre cyklister, som bevidst vil være i vejen eller irritere hverken fodgængere eller bilister,« fortæller Emil Thomsen, der er cykelmekaniker.
Han forklarer også, at bilisterne langtfra er helt uskyldige selv. Han har nemlig mange gange oplevet, at bilister har været hensynsløse.
»Jeg oplever eksempelvis nogen gange, at når bilister overhaler mig, så kører de ekstremt tæt på for at skræmme eller provokere os. Derudover dytter de også voldsomt ad mig, når de er lige bag mig, og så får man jo et kæmpe chok,« siger han og bliver bakket op af Sebastian Tøttrup:
»Ofte er der masser af plads til, at bilisterne kan komme forbi os – men der er også bare episoder, hvor de alligevel skal lægge sig helt op ad os for så at sprøjte sprinklervæske på os. Det er jo enormt træls, selvom brillerne bliver rene af det,« siger han grinende.
Begge drenge beskriver, at det er enormt svært for motionscyklister at finde deres plads ude på landevejen. For de smalle cykelstier er tit og ofte brugt af fodgængere eller 'almindelige' cyklende.
»Vi ønsker jo at passe på og ikke være til gene for nogen. Når cykelstierne er optaget, så rykker man sig for at vise hensyn, men så er man pludselig længere ude på vejen, og så er man i vejen for bilerne,« siger de.
Sebastian Tøttrup, der også cykler i Italien, oplever, at det er værre at være cyklist i Danmark i forhold til støvlelandet.
»Jeg synes, folk har meget mere respekt i Italien. De passer på os. Nok også fordi Italien generelt elsker cykling. Det er ærgerligt, for jeg synes, vi skal kunne være her allesammen,« siger han.
Det er et problem, som det er svært at finde en løsning på. Og begge mænd ærgrer sig også over det ry, de få giver til de mange.
»Hvis man kunne finde en løsning med, at bilisterne måske dyttede ad os, 300 meter før de kom op til os, ville vi kunne nå at reagere og tilpasse os, så de kunne komme forbi,« siger Emil Thomsen og fortsætter:
»I stedet dytter de først ad os, når de er lige bag os, og så bliver man jo overrasket og får et chok.«
Sebastian Tøttrup har også en forklaring til de bilister, som måske kunne undre sig over, hvorfor cyklisterne nogen gange ligger og køre ude på vejen. Det er nemlig ikke altid kun for at tage hensyn til de gående.
»Når man bliver overhalet med stor fart, så kan der nogle gange komme nogle hårde vindstød fra lastbiler eller biler, som gør, at vi som cyklister kan svinge op til en meter til siden. Det kan være ekstremt farligt for os, hvis vi cykler på en lille cykelsti,« siger Sebastian Tøttrup og bliver bakket op af Emil Thomsen.
»Det, man skal have for øje, er, at cyklister ikke kan tillade sig hvad som helst. Som cyklist er man det svageste led. Man sætter sig selv meget mere i fare, hvis vi ikke passer på – det er jo sjældent, at det er bilen, der er i fare. Det er os,« siger han.
De to mænd indrømmer dog også begge, at de sagtens kan finde på at cykle side om side i deres respektive cykelgrupper, og derfor fylder de også mere end, hvis de cyklede alene.
»Det er os, der er i fare, så vi vil altid flytte os, hvis vi ved, at der kommer en bil,« siger Emil Thomsen.
