»Skal vi spise sammen?«

Sådan spørger De Radikales partileder, Morten Østergaard, i en ny kampagne.

Tiltaget går ud på, at Morten Østergaard »pakker tasken med rester fra køleskabet« og kommer hjem til interesserede danskere for at tale om, »hvordan vi gør Danmark og verden grønnere«, alt imens en medbragt professionel kok »tryller vores køleskabsrester om til aftensmad«.

For mit eget vedkommende ville en sådan middag i skrivende stund komme til at bestå af nogle meget politisk ukorrekte færdig-morgenvafler fra Rema 1000 og en lille pose blandet og skyllet salat fra Irma. Dertil juleøl på dåse. Held og lykke, professionelle kok, med at få klimavenlig velsmag ud af de gode sager. En flambering kommer i hu, men det er næppe godt for måltidets CO2-aftryk.

Måske er det alligevel at foretrække frem for »resten af den parmesanost, der har kigget på dig i ugevis«, som Østergaard i en Facebook-video for fremstødet truer med at medbringe.

Tidligere har Østergaard på samme vis spurgt: »Skal du have et lift?« (»OBS: Jeg sender live på Facebook under turen, så det skal du være frisk på,« lød eneste betingelse) og sågar »Må jeg sove hos dig?«, da han i forbindelse med valget sidste år spurgte, om han måtte komme ud og overnatte hos vælgere, der var i tvivl om, hvor krydset skulle sættes.

Forholdet mellem en politiker og vælgerne synes på intet tidligere tidspunkt i samme grad at have nærmet sig et tilhold og en anmeldelse for stalking.

Viften af stunts ‘ude i virkeligheden’ - men altid et kamera snurrende i baggrunden - er bred.

»Luk dukketeateret, drop symbolpolitikken,« proklamerede Østergaard i annoncer, da han for et par år siden bekendtgjorde, at han ville 'bo, leve og handle' i Danmarks ghettoer for at få førstehåndskendskab til problemerne med integration.

Dukketeateret var en henvisning til Christiansborg, hvor alle spiller en rolle, mente Østergaard, der nu ville ud, »hvor folk lever dør om dør med årtiers dårlig integration«, som han formulerede det.

Hvad der lød som en tilnærmelse til antropologiske studier, endte godt nok nærmere som en safaritur med kikkert og tropehjelm. »Tre dagsrejser ind i betonjunglens vildnis,« som den venstreorienterede netavis Piopio kaldte det.

»Drop symbolpolitikken,« gjaldede Østergaard igen, da han gennemførte årtiets mest symbolske handling ved under stor mediebevågenhed at svømme fra øen Lindholm til Kalvehave på Sydsjælland for at demonstrere sin modstand mod ideen om et udrejsecenter for afviste asylansøgere på den tidligere forsøgsstation for virusforskning og dyreforsøg.

»Jeg svømmer i protest mod, at vi er ved at drukne i symbolpolitik,« udtalte Østergaard i en cirkelslutning med hidtil uset centrifugalkraft.

Et gratis råd til Morten Østergaard må efterhånden være på sin plads, for man skal følge sit hjerte og stå ved, hvem man er:

»Vil du være med i mit realityprogram?« synes som et oplagt næste spørgsmål fra den radikale leder.