Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

3.500 kroner.

Så meget skal det koste at smide et cigaretskod på fortovet eller i naturen, mener Morten Norup Jørgensen, der er træt af rygernes svineri.

»Der er ingen tvivl om, at politiet mangler ressourcer, og der skal uddannes mere politi. Og cigaretskod skal ikke være førsteprioritet. Men bare det, at folk ved, at de risikerer at få en stor bøde for at smide cigaretskod, kan have en præventiv effekt,« lød det fra 20-årige Morten Norup Jørgensen, der er medlem af Dansk Folkepartis Ungdom, da han deltog i B.T. Live tirsdag.

Hver dag smider danskerne ni millioner cigaretskod på gaden og i naturen, har interesseorganisationen 'Hold Danmark rent' anslået i 2008, og Københavns Kommune har i en tælling opgjort, at 85 procent af det affald, der samles op af kommunen, er cigaretskod. Det er skidt for miljøet, for vores sundhed og for statskassen. Morten Norup Jørgensen er ikke blank for at stemple sig selv som 'klimatosse' trods sit politiske tilhørsforhold til Dansk Folkeparti.

»Mange tænker, at cigaretskod er ubetydeligt affald. De er ikke klar over den ekstremt negative miljøpåvirkning, de har. Og at skod f.eks. indeholder stoffet cadmium, som er enormt kræftfremkaldende,« sagde Morten Norup Jørgensen.

Ud over at folk måske ikke er klar over miljøbelastningen, tror han også, at mange bare smider deres skod, fordi det nu engang er det nemmeste.

Derfor skal bøden kunne mærkes, mener han.

»Og en bøde på 3.500 kroner svarer til den bøde på 500 euro, du risikerer at få i for eksempel Italien.«

Morten Norup Jørgensen mener desuden, at cigaretskod skal høre under farligt affald som eksempelvis batterier og malingbøtter, der ikke må smides ud sammen med dagrenovation.

Han har aldrig selv rørt cigaretter og 'har det generelt ikke godt med rygning'. Derfor mener han, at man i Danmark bør lade sig inspirere af den høje afgift på cigaretter, som man finder i Norge, for at gøre noget ved den store andel af unge, der ryger.

»Jeg er også vild med Sveriges tiltag, hvor man har begrænset rygning i det offentlige rum. For det vil alt andet lige begrænse antallet af cigaretskod i det offentlige rum,« sagde han.

Andre læser også