Hvis du længe har levet ved siden af dig selv, kommer der et tidspunkt, hvor du må rive virkeligheden op. Så den ikke flår dig midt over.

Sådan har jeg prøvet at forklare folk, at jeg som 25-årig bortadopterede mit tredjefødte barn på ni måneder.

Jeg stod med tre ble-børn, der aldersmæssigt var meget tæt på hinanden, et knust ægteskab OG havde tilmed forladt mit kristne fællesskab.

En virkelighed, der gik i en markant anderledes retning, end jeg nogensinde havde forventet!

Det blev for meget, og jeg gav mit elskede barn væk.

Skønt jeg var og er fyldt med taknemmelighed over hans adoptivfamilie og de muligheder, det har skabt, at han blev deres, var jeg dengang i en buldrende livskrise.

Folk i sorg over dødsfald havde jeg det svært med, for bortadoptionen var et valg. Ikke noget, der ramte mig udefra, som andre mennesker, der mister.

Og det fik jeg at vide sort på hvidt, da jeg efter et debatindlæg i Jyllands-Posten blev inviteret til alle 'god aften-programmerne' på fjernsyn.

Jeg havde det rart nok med at tale om det, stå ved mig selv og løsne op for det tabu, der er omkring ikke at kunne holde til moderskabet.

Knap så rart var det med den underen, jeg mødte både i forinterview og i henvendelser fra seere efterfølgende. De var ligeglade med mine poetiske anstrøg og ville have velfunderede forklaringer på, hvordan jeg dog kunne gøre det!

Men hvad skal jeg egentlig sige i forsvaret af en 25-årig version af mig med dysfunktionel familiebaggrund og et minimum af livshåndteringsredskaber?

For ikke at nævne den store mangel på netværk, som min menighed før havde været.

En situation, jeg også selv havde sat mig i, dels ved at flytte meget rundt og dels ved at gå ud af den kristne tro, der førhen serverede mine venskaber til mig igennem kirkelige fællesskaber.

Så prøvede jeg at forklare, hvor pauseløst det var som enlig mor til tre ble-børn. Men så var indvendingerne, at det burde jeg nok have tænkt på, før jeg fik børn.

Og så står vi der. Mig og seerne. Vi ser på hinanden. Uforenet. Seerne har ikke fået min forklaring, jeg har ikke fået deres forståelse.

Og hvad er der så tilbage at vise frem?

Vel det, jeg selv ser, hver gang jeg er sammen med mine to børn. At jeg er forholdsvis uegnet som mor.

Mine beslutninger er for impulsive, mine evner er for upraktiske, mine gearskift er for ustabile, og efter tre år alene i manegen med dem overgav jeg mig for fem år siden til, at de skulle bo ved deres far i stedet.

I starten boede jeg der også. I hans toværelses lejlighed.

Men vi blev skilt af en grund – huskede vi - og siden da har jeg boet på et væld af forskellige måder, alle midlertidige, og i forsøget på at være i omegnen af mine børn.

Med lange haler af frustreret energi, skamfuldhed og ude af stand til at leve op til mit eget ideal om at være deres base.

I dag har jeg accepteret det.

Og kan derfor – på de fleste dage - godt rumme at blive set på som uegnet mor. Men nu er jeg jo altså mine to børns eneste mor. Selvom jeg mange gange ikke orker eller synes, jeg kan.

Så er det virkeligheden, når jeg lever som den, jeg er.

Og ikke i en falsk version ved siden af det, jeg mærker er rigtigt.

#nofilterneeded

Læs mere om Mannah på hendes blog her.