B.T.s programchef Maiken Wexø befandt sig i Iran i månederne op til den islamiske revolution og ser tilbage på en tid, hvor livet ændrede sig dramatisk for mange. Hun beskriver samtidig de begivenheder, der havde ført til, at så mange iranere bakkede op om en bevægelse, de senere bittert kom til at fortryde.
Jeg kom til Iran i juni 1978, fordi min far, der var ingeniør, skulle rådgive under opbygningen af en cementfabrik. Jeg gik på en international skole, og vi boede i et lille hus i den velhavende del af byen Tabriz. Der var store hoteller og modebutikker, hvor damerne gik med dyre solbriller og smart tøj.
Men der var hele tiden en uro, en følelse af noget i gære.
Konflikten mellem Iran og USA er eskaleret, og mange holder vejret og krydser fingre for, at en krig ikke bryder ud. Fordi ingen ønsker en krig, er mange hurtige til at fordømme Trumps beslutning om drabet på Soleimani, og når man ser billeder fra Teheran i disse dage, kan man også nemt komme til at tænke, om det nu var en klog beslutning endnu en gang at give Iran en grund til at samles i et fælles had til USA. For det er bestemt ikke første gang, USA har givet Iran grund til had.
Konflikten mellem Iran og USA startede ikke, som flere for tiden antyder, med den islamiske revolution, hvor shahen blev væltet, og en amerikansk ambassade blev besat. Den startede meget tidligere, da USA og England i 1953 gennemførte coup d'état og afsatte den demokratisk valgte og populære premierminister Mohammad Mosaddegh. En operation, der var iværksat af amerikanske CIA og britiske MI6, og som udelukkende handlede om at forhindre premierministerens planer om at nationalisere Irans olieselskaber, som ellers var på britiske hænder.
Operationen bestod i en effektiv propagandakampagne, arrangeret og betalt af amerikanerne og udført med hjælp fra den iranske mafia, som også sikrede bestikkelse af iranske politikere, sikkerhedsfolk og militærfolk. Operationen blev gennemført med godkendelse fra både den britiske og den amerikanske regering.
Selvom verden først fik besked i 2013, hvor USA indrømmede sin involvering i afsættelsen af den folkevalgte premierminister, var USAs indblanding tydelig for iranerne selv.
Kuppet i 1953 banede nemlig vejen for et styrket kongedømme ledet af shah Reza Pahlavi, som blev godt bakket op af USA.
Under shahen oplevede landet stor økonomisk vækst. Han brugte milliarder på uddannelse, sundhed og militær, og under ham blev Iran verdens femtestørste militærmagt. Han havde et stort ønske om at modernisere Iran, og han indførte en række, set med vestlige øjne, positive reformer, heriblandt stemmeret til kvinder.
Men det gjorde ikke shahen til en elsket mand.
Shahen og hans familie førte en ekstravagant livsstil, der sveg i øjnene på den iranske befolkning. På alle gadehjørner var der plakater og statuer af shahen og hans familie, og i 1971 arrangerede han en overdreven fem dage lang festival for at fejre 2.500-året for den imperialistiske stat. Den tog et år at forberede, og der blev bygget veje, lufthavne og brugt gigantiske summer. Mange mener, at netop den festival banede vejen for revolutionen.
Men mest af alt var shahen frygtet. Hans hemmelige politi, som var skabt med hjælp fra amerikanske CIA, betød tortur og henrettelser af modstandere.
Korruption, ekstravagant vestlig livsstil, den åbenlyse støtte fra USA og manglende politisk frihed førte til stor utilfredshed blandt både bønder og arbejdere, men også de venstreorienterede og studenterne.
Præsterne, som ellers tidligere havde været en del af den herskende klasse, var heller ikke glade. De brød sig ikke om de nye reformer og var samtidig sure over ikke at havde fået del i den rigdom, som var blevet skabt.
I Paris sad den landsforviste Khomeini og førte folk bag lyset med sin snak om 'peace and love' og om at genindføre demokrati. Mange så ham som en mulig frelser, også folk i Vesten.
Jeg var 11 år, da vi boede Iran, og da der ikke var mange jævnaldrende, legede jeg mest med en nabopige på otte år. En dag kom hendes storebror hjem, og han var vred, råbte og skreg og smed mig og min søster ud. Derefter så jeg kun nabopigen på afstand indhyllet i et slør. Lukket inde som otteårig bag et gardin, frataget sine muligheder for fri leg. Ingen løbe- eller klatreture mere.
Skolen lukkede, og min mor lavede en flugtrute til mig og min søster, hvis noget, som jeg ikke rigtig vidste, hvad var, skulle ske.
Det var december 1978. Mange var vrede, og demonstrationerne tog til. Shahen, der trods alt nægtede at lade sit militær affyre skud mod demonstranterne, valgte at flygte. Shahen flygtede den 16. januar, og 1. februar 79 fløj Khomeini med Air France til Teheran og blev modtaget af millioner af glade iranere. Mange af dem har siden fortrudt deres opbakning til den islamiske revolution.
Jeg har tit drømt om at komme tilbage, men modet har svigtet. Jeg bryder mig ikke om tanken om at være et sted, hvor de har dødsstraf for ting, jeg opfatter som min naturlige ret.
Jeg har fulgt med og flere gange håbet på en stille evolution, hvor Iran ville blive bragt up to date og blive en del af den moderne verden, som blev trukket væk under dem som et gulvtæppe i netop de dage.
I dag er situationen i Iran stadig meget langt fra det demokrati, som USA var med til at afskaffe i 1953. Der er godt nok en folkevalgt præsident, men kun kandidater godkendt af Vogternes Råd kan opstille, og den reelle magt ligger hos den religiøse leder, som sidder på militæret, det sikkerhedspolitiske og det udenrigspolitiske.
Befolkningen har flere gange prøvet at rejse sig. Sidst pga. af benzin-prisstigninger, men bagved ligger mere omfattende utilfredshed, og flere steder har demonstrationer kaldt på en afslutning på det islamiske styre og deres ledere. De er blevet mødt med brutal modstand, og mere end 100 mennesker, især unge, er blevet skudt af den islamiske brigade.
Det er svært at gennemskue amerikansk udenrigspolitik for tiden. Er der en gennemtænkt plan, eller er det bare handlinger baseret på mavefornemmelsen hos en præsident med et forestående valg?
Lad os håbe på det første. Verden kommer ikke til at savne general Soleimani. Trump har udtalt, at drabet var et led i at undgå krig og ikke for at starte en. Tiden vil give os svar.
Der er meget at vinde for Vesten ved at få væltet det islamiske styre i Iran. Deres opbakning til terrorister, deres aktiviteter i Irak og ikke mindst truslen om atombomber. Men mest af alt er der alt vinde for det iranske folk, som man godt kunne unde endelig at få sin frihed.
Ingen ønsker som sagt en krig, men hvis USA har tænkt sig at tage den fight, så lad os håbe, at der er en plan, og at planen går ud på at få genindført det demokrati, som de fik afskaffet tilbage i 1953.
