Min mand og jeg har de sidste fire år af vores ægteskab levet i et åbent forhold som polyamurøse og har begge haft kærester ved siden af. Det har været en skøn og berigende proces, og vi gør det i dyb respekt for hinanden. Det indebærer også, at min mand engang imellem skal på første date med en anden kvinde, og det er blevet nemmere og nemmere for mig, selvom jeg selvfølgelig har oplevet jalousi.

For nyligt sad jeg nærmest på første parket, da han skulle møde en ny kvinde, og det endte med at være en dejlig oplevelse.

For at sætte sin elskede fri, er at springe ud i det store hav, hvor du intet ved om hvad der gemmer sig i dybet. Det kan føles som om du er ved at drukne, men redningsvesten ER inden for rækkevidde: elsk dig selv, lige som du er.

Birgitte Gyrd og hendes mand, Hans Erik. Foto: Claus Bech Vis mere


'God fornøjelse,' sagde jeg til ham og Jeg kyssede min mand gennem 26 år på kinden og gav ham et klap på hans faste balder i de flotte badebukser. Få sekunder efter sprang han på hovedet i det lune vand, hvorefter han crawlede med sikre tag ind mod kysten. Vi var fem venner, der delte den polyamorøse tilgang til livet, på tur her midt i den hedeste sommer i 100 år.

Jeg tog kikkerten op og fandt hende i søgefeltet. Hun gik rastløs frem og tilbage i strandkanten i shorts og en blomstret bluse, jeg kunne desværre ikke rigtig se hendes ansigtstræk. Dér var han, nu rejste han sig op, og jeg så dem mødes med et hurtigt kram, og så satte de sig på stranden.

Jeg mærkede en stille medglæde og nysgerrighed, som jeg bestemt ikke havde kunne mestre for fire år siden, da vi åbnede vores forhold. Jalousiens grønne havslange kunne stadig pludselig dukke op fra dybet, men havde mindre og mindre kraft for hver gang, jeg så den direkte i øjnene. Hvem var hun mon? De havde kun skrevet sammen indtil nu... Nu skulle de på deres første date.

På dækket stod et medlem af den polyamourøse besætning, en moden, kærlig og gemytlig herre, gift på 28. år, og undersøgte nøje tovværket. Han og konen, der meget hurtig fik søsyge, og derfor hyggede sig i dag på land med sin elsker, havde de seneste år fundet ny tænding og fælles glæde i rebbindingens kunst. Jeg mindedes vores sommer sammen som kærester for et par år siden. Det var hyggeligt, at vi nu blot kunne mødes som venner.

Jeg var fuldstændig til stede, men mærkede at sulten var ved at melde sig. Hov hvor længe skulle det stævnemøde vare…? Vil I ikke med en svømmetur ind og se, om vi kan få øje på turtelhavmågerne? En, to, tre havde jeg to følgesvende ved min side - nøgen som havgudinden havde skabt os.

Da vi nærmede os, så vi min mand og kvinden sidde overfor hinanden i dyb snak. Vi svømmede nærmere og vinkede - endelig fik de øje på os. De gik ud i vandet, mens vi krabbede nærmere. Vi skulle nok lade være med at rejse os. 'Hej, det er mig, der er konen.' Hun smilede lidt forlegent, men jeg kunne også se en lettelse og nysgerrighed over, at jeg tog det så let. Hyg jer, men vi vil gerne snart sejle tilbage.

En halv time senere sad min mand igen forpustet, våd og glad på båden. Hun lød sød og åben – han havde tidligere fortalt mig, at hun var helt ny på området og var nysgerrig for, om det var en levemåde, hun og hendes mand kunne komme til at praktisere. Og han følte sig sej, handlekraftig og beundret. Det vigtigste, for mig lige nu, var, at han var her helt tilstede igen sammen med mig og os. Jeg fik et intenst langt kram.

Birgitte Gyrd. Foto: Claus Bech Vis mere

Min gamle kæreste sad ved roret, med den frie hånd lagde han armen omkring mig, og så sad vi bare der og nød nærværet. Men min mand og skipper havde fået en idé. Og inden jeg så mig om, havde de overtalt ham, som den gode rigger han er, til at binde mig til masten. Så med et overgivent saligt smil stod jeg der i min prikkede sommerkjole, som galionsfigur på det gode skib, hvor alle den dag havde valgt sig selv til i dybet. Dermed kunne vi i sand overskud til hinanden, sætte kursen mod kærlighedens kyst.