Husker du Shu-bi-dua-sangen om gamle McArine og hans hjemmebrænderi? Forleden fik min veninde og jeg grineflip over, at vi faktisk kunne huske hele sangen ordret. 'Hvad fanden sker der? Hvordan kan det være, at jeg kan huske den åndssvage sang og ikke kan huske, hvorfor jeg er gået ud i køkkenet?' udbrød hun. Og jeg måtte stemme i.

Jeg kan huske navne på gardinstofprøver, jeg har modtaget for fire år siden, men ikke min mors fødselsdag.

Hukommelsen er en sjov ting. For det første er den selektiv og fuldt ud i stand til at fortrænge det, som man ikke gider huske, hvilket kan være en særlig kærkommen gave, når man vågner lørdag efter en tur i byen med en kæmpe skid på. Den kan også overraske positivt – som når man f.eks skal holde en tale, og man rejser sig op og tænker 'fuck, hvad fanden var det nu, jeg ville sige?' Og så pludselig hører man sig selv spytte ordene ud, som var det helt efter manus.

Men den har det altså også med at være ubelejlig og bringe én ud i nogle frygtelig pinlige situationer.

Min hukommelse har ydmyget mig et hav af gange og har f.eks ofte tilladt mig at give hånd og introducere mig selv til mennesker, jeg har mødt flere gange før.

Den slags kan gøre én vældig upopulær.

Engang måtte jeg på min søns skole spørge om vej til et forældremøde. Da den adspurgte forælder spurgte, hvilken klasse min søn gik i, svarede jeg: '4. klasse, tror jeg.' – Der blev en mærkelig tavshed, for det var selvfølgelig ikke det, han mente. Men mere, om det var 4.A, 4.B eller 4.C? Manden var rystet, hvilken mor har dog glemt, hvilket klassetrin hendes søn går i?

Efter den episode blev jeg altid behandlet lidt som en spedalsk, men hold nu op. 4. eller 5. klasse. Hvem går dog op i den slags detaljer?

Nogle er heldige og har klæbehjerne og kan huske alt. Den slags mennesker er røvirriterende og kan finde på at ødelægge stemningen helt ved at sige ting som 'Den historie har du altså fortalt før.' – En total partykiller, når man er midt i en god historie, man selv synes fortjente en runde mere.

Da jeg for nogle år siden startede i jobbet som chef for Zulu, undskyldte jeg på forhånd, at jeg ikke var god til navne, og deklarerede, at der nok ville gå lidt tid, før jeg ville kunne huske alle deres navne. Det var folk helt okay med – selvfølgelig. Men da vi året efter sad i kantinen, var der én, som spurgte, om jeg havde fået styr på deres navne? Kækt svarede jeg 'Ja, selvfølgelig,' og her gik det galt. 'Hvad hedder jeg så?' spurgte en af pigerne.

Se, det var et tarveligt trick – helt på niveau med, når ens skolelærer pludselig udpegede en og sagde 'Maiken, hvad er 6 gange 4?' I sådanne konfrontatoriske situationer kan man jo ikke andet end at gå i panik. Og så udebliver alt viden.

6 gange 4 er da 24. Det ved jeg altså godt :-) – og Jeanett med to t'er, hendes navn glemmer jeg aldrig.