Fredag morgen vil flere millioner danskere opleve, at der kommer penge ind på bankkontoen. I mange tilfælde vil der være tale om tusinder af kroner.

Det er naturligvis Skattestyrelsen, der står som afsender, når danskerne får penge tilbage i skat. Og det er rigtig mange penge, der kommer tilbage.

Sidste år fik 3,4 millioner danskere penge tilbage til en samlet værdi af 16,2 milliarder kroner. Skattestyrelsen har endnu ikke offentggjort tallene for 2020, men de ventes frigivet senere fredag.

Meget lidt tyder dog på, at tallene er markant mindre end i 2019.

I år bliver effekten af, at milliarderne ruller ud i de danske hjem, dog en lille smule anderledes på grund af corona-krisen.

»Normalt betyder det, at dansk økonomi bliver påvirket positivt, fordi danskerne i høj grad bruger de her penge på fornøjelser, at forsøde tilværelsen eller at købe noget ekstra lækkert til påskefrokosten,« siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom hos Danske Bank:

»Påskedagene slår ofte rekorder. Men i år vil de penge i højere grad blive sat ind på kontoen.«

Og det er rigtig skidt for de virksomheder, der ikke får pengene i kassen, og dansk økonomi generelt.

En af årets forbrugerfester bliver ganske enkelt afdæmpet.

Både fordi mange af de butikker, vi normalt handler i, er lukket ned.

Men også fordi den usikkerhed, mange lever med lige nu, kan få os til at holde på pengene.

»Nogle af de penge, der bliver sat ind på kontoen, vil måske blive brugt senere på året. Men mange af dem vil forblive på en opsparing,« vurderer Louise Aggerstrøm Hansen.