Jeg jublede, da #MeToo-bevægelsen startede, da tusindvis af kvinder gik på gaden til Women's March, og da de stod sammen arm i arm til Golden Globe. Det var pragtfuldt at mærke det sammenhold og lige så pragtfuldt, at det blev taget alvorligt. Der var og er mange uretfærdigheder i denne verden, og mange af dem rammer kvinder.
Men et sted kørte #MeToo af sporet og blev symbol for meget andet end et velfortjent opgør med krænkelser og ulighed. I stedet er det nu blevet symbolet for den totale krænkelseskultur, som er en del af vores nutid.
I 2015 vedtog verdens regeringsledere på et FN topmøde 17 konkrete verdensmål, der frem mod 2030 skal sikre os, at vi får gjort noget ved verdens vigtige problemstillinger. Mange af punkterne går på fred, fattigdom og miljø, men på femtepladsen står ligestilling mellem kønnene, på syvendepladsen står reduceret ulighed og på 16. pladsen står et inkluderende samfund.
Det står der ikke for høflighedens skyld - det står der, fordi det modsatte skaber store problemer for verdens trivsel og overlevelse. Retfærdighed og lighed er vigtig, og det skal efterstræbes og efterleves.
Men i stedet for at diskutere den ulighed og de uretfærdigheder, er vi kommet ud på et sidespor, hvor alt muligt ligegyldigt bliver blæst op og debatteret, som om det var det, det hele handlede om.
På det seneste har vi kunnet læse om sangtekster og ordsprog, som krænker. Den klassiske julesang »Baby, it’s cold outside« fra 1944 er pludselig en sang om overgreb, fordi duettens mandlige køn ikke tager et nej for et nej. En række ordsprog som »klap lige hesten« bliver opfattet, som opfordring til dyremishandling og nu en sang fra højskolesangbogen, der opleves som ekskluderende for en mørk kvinde, fordi den kalder den danske sang for en blond dansk pige - hold nu op.
Hvis vi brokker os over hver en lille uretfærdighed, vi møder, uden at bruge en fornuftig målestok for, hvad der er af væsentlig betydning, og hvad der ikke er, så kan vi risikerer en 'ulven kommer'-effekt, der vil kunne drukne debatten om alt det, som er vigtigt at få sat en stopper for.
Vi skal ikke slette vores historie, men i stedet bruge den til at lære af. Ligesom vi ikke skal redigere Pippi Langstrømpes negerkonge ud af historien, skal vi heller ikke redigere i højskolesangbogen. I stedet kan vi - når vi hører sådan en tekst - smile lidt til vores mørke nabo, kollega eller medstudent og være glade for, at vi har udviklet os, så vi nu lever i et land, hvor det virker fjollet at kalde den danske sang for en dansk blond pige. For i dag kunne det ligeså godt være en mørk ung mand med krøllet hår, der rapper. Og det overskud, som den følelse burde generere, kunne vi så i stedet bruge på at fokusere på de virkelige problemer.
Hver femte minut dør en pige på grund af vold. Hver syvende sekund bliver en pige under femten år gift væk. 71% af al menneskehandel er med kvinder. 130 millioner piger går ikke i skole. Den rigeste 1% af verdens befolkning ejer over halvdelen af verdens formue.
Vi har nok urimeligheder i verden, der kræver vores fulde opmærksomhed. Dem bør vi tage alvorligt og gøre noget ved, i stedet for at lede efter gamle sangtekster og ordsprog, som bør forbydes.
Lad os vælge vores kampe med omhug og møde dem med de kræfter, der skal til for at vinde dem. Hvis du mangler ammunition, så se ovenstående video. Den burde få vores barometer på ret kurs og få os til at tænke os om, før vi råber 'ulven kommer'!
