Jeg elsker eventyr. Elsker at holde med Lille Claus og synes, at det ender godt, når Store Claus drukner.

Græder med den lille havfrue og hader den onde havheks. For sådan er et godt eventyr. Det er de gode mod de onde. Her behøves ingen forklaring eller psykologisk udredning. Vi spørger ikke, hvorfor Lord Voldemort er ond, eller overvejer, om en pædagogisk indsats måske kan rette op på hans sorte verdenssyn.

Ingen vil vide, hvorfor Doctor Doom og Lex Luthor er onde. Det er de bare. Og derfor elsker vi, når Harry Potter, De Fantastiske Fire og Superman giver dem en røvfuld! Det er en enkel verden, som er let at overskue. En barndommens verden, hvor der er de dumme og de gode.

Voksenverdenen er mere kompleks. Her prøver vi at forstå hinanden. Hvis min nabo glemmer at luge sit bed, og snerlerne vokser ind på min grund, anklager jeg ham ikke for at være ond. Måske har han dårlig ryg og kan ikke længere selv luge sin have?

Eller hvis nogen i supermarkedet snupper den sidste pakke bananer for næsen af mig, anklager jeg hende ikke for at være egocentrisk og afstumpet. Jeg tænker, at hun nok også holder af bananer, og overvejer at gå ind i en anden butik på vejen hjem.

For sådan er det at være voksen. Vi ved godt, at handlinger sjældent sker af had eller ondskab, og prøver at forstå hinandens interesser og forudsætninger for derigennem at finde en fælles, forsonende og fordragelig sameksistens.

Men hvad sker der, når børnenes verden overtager voksenverdenen? Det er den svenske teenage-aktivist Greta Thunberg et godt eksempel på. For selv om hun på målstregen blev slået af Etiopiens premierminister, Abiy Ahmed, var hun længe både bookmakernes og tilsyneladende mange komitémedlemmers favorit. Kalder det ikke på refleksion? Står verden midt i en 'infantilisering', hvor vi ikke længere kan kende forskel på barn og voksen? På eventyr og virkelighed?

»Hvis I forstår situationen og stadig undlader at handle, må I være onde,« sagde Thunberg for nylig til verdens ledere. Onde! Er lederne af Kina, Indien og andre udviklingslande onde?

Drives de af ønsket om hurtigst muligt at ødelægge kloden og gøre den ubeboelig for mennesker? Selvsagt ikke. De ønsker at fortsætte den enestående udvikling, som siden den industrielle revolution har flyttet milliarder af mennesker ud af fattigdom og skabt teknologiske fremskridt, der år for år gør tilværelsen ikke bare grønnere og lysere, men også behageligere, og som vil gøre den tilværelse, generationerne efter os får, lige så forskellig fra vores hverdag, som vi synes at adskille os fra tiden før elektriciteten.

Men i børneverdenen er de onde. Og det er der ikke noget underligt i. Det underlige er, at voksne accepterer og imponeres af et syn på tilværelsen, som hører til i børneværelset og eventyrbøgerne.

Vil vi løse klodens klimaudfordringer, handler det ikke om at anklage andre for at have stjålet ens barndom eller være onde. Så handler det om at forstå hinandens forudsætninger og sammen finde de gode løsninger.

En milliard mennesker lever i dag som vegetarer uden at ville det. Derfor er løsningen selvsagt ikke, at vi i Vesten holder kødfri onsdag. Løsningen er, at vi fra vores højteknologiske udgangspunkt tager teten og udvikler en mere miljø- og klimavenlig måde at drive landbrug på, så fremtiden giver håb om, at ingen skal gå sultne i seng.

Løsningen er ikke at få verdens indbyggere til at rejse mindre, men derimod at udvikle teknologier, så alle kan rejse miljøvenligt. Løsningen er ikke at bruge mindre energi, men at producere den grønt.

Den udvikling drives ikke af hysteriske teenagere eller pjokkede voksne, der falder i svime over barndommens forenklede sentimentalitet. Den skabes, ved at vi finder en vej, hvor så mange som muligt kan få deres drømme om den gode tilværelse opfyldt – uden at belaste klimaet.

Den fattige og den rige. Den sultne og den mætte. Den konservative og socialisten. I eventyrverdenen er det utænkeligt. For her er det en kamp mellem de gode og de onde. Men vi lever ikke i et eventyr. Og det er ganske vist.