Tidligere på måneden fortalte skatterådgiver Christian Kirkman-Møller i B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, hvordan en af hans klienter står til at skulle betale 110 procent i skat.

Nu følger den danske mangemillionær og erhvervsleder Martin Thorborg trop i det seneste afsnit af podcasten.

Her fortæller han om de »vanvittige oplevelser«, som han har haft med det danske skattevæsen.

»Den mest vanvittige oplevelse, jeg havde, det var, da vi solgte Jubii til Lycos Europe,« siger han.

Salget fandt sted tilbage i 2000, hvor Thorborg ikke fik stukket penge i hånden for sin virksomhed, men i stedet modtog aktier for 100 millioner euro i Lycos Europe – med et krav om ikke at måtte sælge aktierne i løbet af det første halvandet år.

Kort tid efter kom dotcom-krakket, hvilket betød, at flere IT-aktier oplevede voldsomme kursfald.

Noget, der i Martin Thorborgs tilfælde betød, at hans aktier i Lycos Europe ikke længere havde en værdi på 100 millioner euro.

»Da vi så skal til at betale skat, er aktierne meget mindre værd. Så kommer Skat og siger: 'Nej, nej, nej, I fik 100 millioner euro. Det er det, I skal betale skat af,'« siger han.

Martin Thorborg forklarede dengang til Skat, at han aldrig havde realiseret de 100 millioner euro, da salget var betinget af en 'lock-up-periode', hvor han ikke måtte sælge aktierne.

»Så sagde Skat iskoldt: 'Det er fordi, du har været en dårlig forhandler. Skal det gå ud over de danske skatteydere?' Det sagde de direkte,« siger Martin Thorborg og forklarer, at han stadig får gåsehud af raseri over sagen.

»Jeg havde da ikke drømt om, at de mange penge blev til meget, meget færre penge,« siger han og fortsætter:

»Men jeg havde da aldrig i mit fucking liv regnet med, at jeg kunne blive stillet over for et krav om at betale skat af penge, som jeg aldrig nogensinde havde fået eller ville få.«

Derfor valgte iværksætteren dengang at lægge en 'flugtplan', så han kunne forlade Danmark, hvis det gik helt skævt, fortæller han i podcasten:

»Nu er det sådan, at min mor er schweizer. Så jeg gik ned og fik mit schweiziske pas, som jeg lagde i mit pengeskab,« siger han og fortsætter:

»Jeg forberedte simpelthen, hvordan jeg kunne lave en flugt ud af Danmark.«

Han forklarer, at planen bundede i en frygt for potentielt at stå med en større gæld til Skat, end hvad han reelt fik ud af salget af sin virksomhed.

»Jeg ville sidde tilbage med en stor tocifret milliongæld til Skat, uden at have fået en femøre ud af ti års kæmpe, hårdt arbejde,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror, at de fleste mennesker godt kan se, at det jo ikke er retfærdigt, at noget menneske i Danmark kan komme til at betale skat af penge, som man aldrig nogensinde har haft i hånden.«

Det hele endte dog godt for Martin Thorborg, der brugte én million kroner på skatteadvokater, hvilket førte til, at iværksætteren ikke skulle betale den tocifrede milliongæld til Skat.

»Men i et år eller to anede jeg ikke, om jeg havde en formue på 20 millioner kroner eller om jeg skyldte 35 millioner kroner til Skat,« siger han og fortsætter:

»Altså, nu har jeg meget brede skulder, og jeg har et godt sovehjerte, men jeg tror, ret mange almindelige mennesker ville have rimelig dårlig mave i de år, hvis de ikke vidste om de reelt set var formuende, eller om de stod i en evig gæld til det danske skattesystem for penge, de ikke havde har tjent,« lyder det fra Thorborg, der afslutter:

»Jeg var seriøst klar til at hæve så mange af de penge, som jeg overhovedet kunne, og så tage mit schweiziske pas under armen og smide det danske pas i skraldespanden for aldrig nogensinde at vende tilbage.« 

Hør afsnittet af Borgerlig Tabloid, hvor Martin Thorborg også kommer med en direkte besked til Danmarks nye skatte- og vækstminister, Jakob Engel-Schmidt (M).

Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

Borgerlig Tabloid

Som en af Danmarks mest succesfulde iværksættere har Martin Thorborg i den grad mærket konsekvenserne af det danske skattevæsens nidkærhed. I dagens afsnit giver han et helt særligt indblik i, hvordan Skat ofte fungerer helt uanstændigt – og hvad han mener, der bør gøres, hvis det ikke skal ende med, at folk som ham siger: "Fuck det" og forlader landet. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Martin Thorborg, erhvervsleder og iværksætter Journalist: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen Producer: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du i tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.