I danskernes dagligdag er det de færreste, der mærker konsekvenserne af krigen i Ukraine. 

Men den er tæt på. Tættere end nogensinde.

Især i farevandene, hvor russisk spionage, hybridkrig og ødelagte internet-og oliekabler, skaber bekymring hos serieiværksætteren Martin Thorborg, der med egne ord fortæller, at han har en klar forventning om, at krigen kommer tættere på de danske kyster.

»De ting, der skete for et par dage siden i Finland, vil jeg ikke kalde et vink med en vognstang. Vi bliver tævet med en vognstang,« fortæller rigmanden til B.T. og tilføjer, at de ting, der sker i farvandene tæt på Danmark, ikke er tilfældigheder.

»Hvis man ikke tager det her seriøst, så er man knald i bøtten,« tilføjer han.

Han har netop investeret i Elon Musks Starlink, der giver adgang til satellitter, der kan sikre bedre internet »når russerne kapper kablerne« til sin chefgruppe.

Men Martin Thorborg pointerer også, at det for ham ikke handler om ængstelighed, men derimod sund fornuft, når han helgarderer sig – privat og i sit firma – mod Ruslands utilregnelighed.

»Jeg kan ikke forudse, hvad der sker – men jeg kan forudse, at der sker noget.«

»Det er ikke fordi, at jeg er decideret bange. Det er det samme, som når man kigger ud af vinduet og ser, at det bliver dårligt vejr. Så tager man sin paraply med sig,« siger han.

Udover at forsyne sin chefgruppe med de såkaldte Starlinks, så har Jubii-grundlæggeren også forsynet privaten med fornødenheder i tilfælde af katastrofetider. Det begyndte han for alvor med, da North Stream blev saboteret.

»Jeg har backup-strøm, vandrensningsanlæg og rødvin til de næste to år.«

»Da North Stream blev ødelagt, kunne jeg se, at det her peger kun i en retning, når der bliver ført krig i vores farevande,« uddyber Martin Thorborg.

Onsdag i sidste uge kom det frem, at et essentielt elkabel mellem Estland og Finland var blevet destrueret. Finsk Politi har efterfølgende kortlagt et hundredekilometer langt slæbespor, som det mener, kan spores til det russiske skib, Eagle S i den russiske skyggeflåde.