Manu Sareen giver opsang til indvandrere: 'Det er unødvendigt for fanden!'
Manu Sareen indrømmer, at hans budskab lyder som noget, DF ville sige. Noget, han synes er »fucking irriterende« – men han står alligevel ved det, fortæller han i B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid.
Tidligere politiker Manu Sareen råber nu indvandrere op. Han mener, at de bør se indad. Foto: Kim Matthäi Leland/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix.
Valgresultatet bør give minoriteter i Danmark »dybe panderynker«.
Sådan skrev tidligere integrationsminister for Manu Sareen, tidligere for Radikale Venstre, tidligere på ugen i en kronik i Berlingske.
For til det seneste folketingsvalg stemte godt 77 procent af vælgerne på partier, som i varierende grad ønsker at stramme udlændingepolitikken.
»Folketinget er sammensat nu ud fra et kæmpe flertal, der et eller andet sted ikke synes, at det går, som det egentlig burde (med indvandring, red.),« lyder det fra Manu Sareen i det seneste afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.
Noget, der ifølge Manu Sareen er »et rungende signal til minoritetsborgere i Danmark om at begynde at se indad.«
Han peger samtidig på, at etniske minoriteter bør tage et ansvar på sig, da enkeltsager »skaber en fortælling omkring, at etniske minoriteter er mere eller mindre problematiske.«
Et eksempel, som Manu Sareen kommer med, drejer sig om, når personer med anden etnisk baggrund sidder med fødderne oppe på sædet i S-toget.
For ifølge Manu Sareen så går det ud over alle andre med en anden etnisk baggrund, hvis én person med anden etnisk baggrund er uopdragen og sidder med fødderne oppe i S-toget:
»Det er dér, hvor det er uretfærdigt. For hvis det var en dansk dreng, der sad der, så er det bare en dansk dreng, der er uopdragen,« siger han og fortsætter:
»Det er unødvendigt for fanden! Lad nu være!«
Ifølge den tidligere politiker bør man som etnisk minoritet i stedet sørge for at gøre sig umage:
»Da min familie kom til Danmark, fik jeg at vide af min far, at vi er gæster her, og vi skal gøre os umage. Vi skal være ihærdige,« lyder det.
Samtidig anerkender den tidligere politiker, at hans budskab i høj grad minder om de budskaber, man normalt hører fra Dansk Folkeparti og højrefløjen.
Dog understreger Manu Sareen, at det er »fucking irriterende« at blive sammenlignet med Dansk Folkeparti, når han blot opfordrer etniske minoriteter til at opføre sig ordentligt.
»Tror du ikke, at det irriterer dig, da det er så indlejret i dig qua din politiske fortid [...] at du sætter dem i bås?« lyder det kækt fra B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen.
»Det har du ret i,« svarer Manu Sareen konstaterende og forklarer, at han sendte sit debatindlæg til flere af sine radikale venner, der »ikke kunne være i sig selv.«
Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.
Valgresultatet bør give minoriteter i Danmark »dybe panderynker«. Sådan skrev tidligere integrationsminister for Radikale Venstre, Manu Sareen, tidligere på ugen i en kronik i Berlingske. Det er valgresultatet for seks uger siden, der har fået ham til tasterne. Her stemte godt 77 procent af vælgerne på partier, som i varierende grad ønsker at stramme udlændingepolitikken. Ifølge Sareen er resultatet “et kæmpe los bagi til enhver, der stadig bilder sig ind, at Danmark bevæger sig mod større åbenhed og mindre mistro” og “et rungende signal til minoritetsborgere i Danmark om at begynde at se indad”. Men hvem peger Sareen egentlig fingre ad? Og hvad er løsningen? Det spørger vi om i dagens afsnit. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Manu Sareen, forfatter, foredragsholder, coach og fhv. integrationsminister (RV) Journalister: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen Producere: Tristan Wieleman og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.