Solen skinnede fra en skyfri himmel den 16. maj 2017, da statsminister Lars Løkke Rasmussen tog imod fire kolleger på Marienborg, statsministerens embedsbolig nord for København.

Han var vært og på hjemmebane, alligevel var han uventet nervøs før mødet med Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt.

Det havde taget mere end to års forhandlinger, før kalenderne passede sammen og optagelserne til programmet 'Statsministrene' kunne begynde.

Det er ikke nogen hemmelighed, at der var 'gnidninger' mellem flere af statsministrene. De havde trods alt kæmpet mod hinanden og afløst hinanden som partiformænd og statsministre, og derfor var der naturligvis tænkt over 'bordplanen'. Lars Løkke Rasmussen fik pladsen i midten. Det var han ikke sikker på, var den rette placering. Schlüter burde være i midten, mente han. Alle tidligere statsministre har enorm respekt for Schlüter og hans resultater.

Lars Løkke tog midterstolen, og gennem programmerne viste han sig som en samlende figur. Humoristisk, betænksom og velovervejet blev han den statsminister, der viste flere sider af sig selv.

Sådan er Lars Løkke Rasmussen - også.

Der findes mange udgaver af Lars Løkke. I 2017 havde han lige rejst sig fra bilagsskandalen og et hårdt internt opgør om formandsposten. Han var i gang med sin anden periode som statsminister, hvor han ikke lagde skjul på, at han i sin første statsministerperiode brugte for lang tid på at finde sig til rette.

Lars Løkke kan som ingen anden politiker rejse sig efter store nederlag, han kan arbejde sig gennem kriser, og han kan finde løsninger, hvor andre har opgivet. Han er det, man kalder 'en overlever', hvilket i politik er en afgørende kompetence.

Han er derfor blevet den mest betydningsfulde politiker i sin generation med tydelige fingeraftryk på de største reformer. Modsat Anders Fogh var Løkke mindre ideologisk betinget i sit politiske arbejde. Han skabte en kommunalreform, der forandrede det kommunale kort. Han lavede en politireform, sygehusreform og en pensionsreform, der sikrede Danmark for fremtiden.

Det politiske håndværk har altid været let for Lars Løkke Rasmussen, hvorimod han sjældent har haft tålmodighed overfor de personer, der ikke kunne se hans store resultater. Lars Løkke har temperament, og det er ikke så få, der har fået af grovfilen, når han skønner, at det er nødvendigt. Han er indimellem skræmmende, når han sætter kolleger eller andre på plads.

Der findes mange udgaver af Lars Løkke Rasmussen. Da han overtog statsminister- og formandsposten fra Anders Fogh Rasmussen i 2009, drog mange i Venstre et lettelsens suk. Nu kom manden, der kunne give partiet et både menneskeligt og mere afslappet udtryk.

Det er ikke altid, at Lars Løkke har vundet de sædvanlige personlighedsmålinger. Men spørger man vælgerne, hvem de helst vil drikke øl med, vinder Løkke med længder over alle andre politikere. Forventningen er, at han er suverænt selskab. Det er han - også.

Da Vladimir Putin i 2015 besøgte Danmark, endte netop Lars Løkke og den russiske præsident i Tivoli, hvor afrejsen gentagne blev udsat, fordi selskabet var for godt og underholdende. Som statsminister var Lars Løkke Rasmussen både dansk og international. Det sidste blev underspillet, fordi han i perioden skulle tale ind i en gryende anti-global bevægelse, men Løkke befandt sig godt på de internationale gulve og var i stand til at skabe uformelle forbindelser. Det er formentlig derfor, at han 'klikkede' udmærket med Trump, da han som en af de første statsministre blev inviteret til Det Hvide Hus.

Der er mange udgaver af Lars Løkke Rasmussen. Man kunne også kalde det menneskelig. I hele sin periode har han valgt at insistere på at 'være sig selv', hvad det så end betyder.

Da bilagskrisen var allerhøjest, fandt Lars Løkke Rasmussen sætningen: 'Statsminister er jeg i en periode - far, det er jeg hele livet'. Den benyttede han efterfølgende adskillige gange, fordi den er sand - også for Løkke, der altid har forsøgt at beskytte sine børn. Det er en del af pakken som toppolitiker at være i mediernes søgelys, men de - heller ikke Løkke - vænner sig til, at deres børn også skal opleve det. Og Lars Løkke Rasmussen har taget flere forsider end de fleste.

Nu tager han den igen.

Han forlod hovedbestyrelsesmødet med det samme, da nederlaget var klart. Manden, der aldrig giver op, forlod formandsposten øjeblikkeligt og konsekvent. Han er nu fri, skønt han ikke vil.

Formentlig derfor, at han blot smed tøjlerne - skuffet og rasende.

Jeg har aldrig hørt Lars Løkke Rasmussen forholde sig til et liv uden for politik. Under optagelserne til 'Statsministrene' afslørede han, at han tidligere var blevet tilbudt en toppost i erhvervslivet. Det var et kort øjeblik forjættende, fortalte han, børnene var allerede i gang med at tage mål til swimmingpoolen. Selvfølgelig valgte Lars Løkke Rasmussen sit håndværk, sin hobby, sin passion: Dansk politik.

Nu bliver han nødt til at forholde sig til det. Man kan ikke forestille sig, at Lars Løkke Rasmussen bliver som menigt folketingsmedlem under en ny formand ligesom Poul Nyrup Rasmussen. Løkke nåede ikke at forberede sin vej ud af statsministeriet i tide som Anders Fogh Rasmussen eller at smide tøjlerne efter et valgnederlag som Helle Thorning-Scmidt.

Poul Schlüter og Lars Løkke Rasmussen svinger utrolig godt sammen.

De har begge en 'let gang på jorden'. Poul Schlüter oplevede selv, at han blev tvunget ud af statsministeriet - svigtet af sine egne. Lars Løkke Rasmussen tænker formentlig det samme - svigtet af sine egne.

Poul Schlüter sagde farvel med et kæmpe pressemøde i Spejlsalen - Lars Løkke Rasmussen tog bagdøren.

Det ændrer ikke på, at han er en de største politikere i sin periode.

Lars Løkke Rasmussen - i alle udgaver - fortjener respekt og tak.