Maiken Wexø har set samtlige afsnit af 'A Handmaid's Tale' og giver sit bud på, hvorfor serier rammer os så dybt.
Det er snart en uge siden, jeg blev færdig med tv-serien 'A Handmaid's Tale', og jeg kan allerede mærke væsentlige forbedringer i mit humør. Alene det, at jeg ikke længere vågner op med en ustyrlig trang til at slå tilfældige mænd ned på gaden, må siges at høre til i den gode ende. Jeg er ikke alene, serien er blevet et fænomen, der har påvirket folk kloden rundt.
Hvad er det, der sker – hvordan kan en serie påvirke én så meget?
Serier er federe end spillefilm. Det ved alle nu – også Hollywood, hvor skuespillere og instruktører står i kø for at lave serier. Det er der mange grunde til.
Spillefilmen har altid haft tidsfaktoren som en begrænsning for udviklingen af plot, karakterer og univers, og derfor bliver du næsten altid skuffet over filmen, hvis du har læst bogen. Alt for meget går tabt. Det problem har serien ikke. Den kan ligesom bogen favne alle de mange facetter, der udgør et helt menneske, liv og landskab. Man kan nemt forestille sig, hvordan det for instruktør og skuespiller må være en drøm at arbejde med.
For os modtagere betyder det, at oplevelsen bliver større, mere ægte og troværdig. Det bliver som at være der selv, og den vrede, frustration og glæde historien måtte foranledige, kan føles så ægte, at det kan være svært at skelne.
Man siger, at tid forpligter, og den tid, man bruger med en serie, kan være lang. 94 aftener har jeg f.eks brugt i selskab med Carrie Bradshaw og resten af tøserne i 'Sex and the City'. Det er hver dag i mere end tre måneder. Og imens de indviede mig i den slags vidunderlige, beskidte hemmeligheder, som ikke engang mine bedste veninder ville have turdet at dele med mig, knyttede jeg mig til dem, som var de ægte. Så meget, at jeg kunne mærke et sug i maven og en lyst til at skrige 'please don't go', da Carrie forsvandt ud i folkemængden i sidste afsnit af 'Sex and the City'.
Med serier kan vi få lov at komme helt tæt på og leve os fuldstændigt ind i universet. Vi kan blive venner og fjender med de medvirkende, så vi savner dem, men også hader dem.
Og dem i 'A Handmaid's Tale', dem hader jeg alle sammen.
Joseph Fiennes, der spiller den selvsmagende og sadistiske Fred Waterford i 'A Handmaid's Tale', har udtalt, at hans kone måtte droppe at se serien, fordi hun ønskede at bevare forholdet til den mand, hun havde giftet sig med, og ikke den mand, han så dygtig skildrede i serien.
Jeg kan godt forstå hende – for efter at have udstået ham i hele seriens indtil videre 36 afsnit, så er mine følelser for manden sådan, at jeg ville kunne kværke ham uden at blinke.
Margaret Atwoods bogudgave af 'A Handmaids Tale' udkom i 1985 og blev en succes. Bogen blev senere til en film med Faye Dunaway og Robert Duvall. Men som streamingserie på Hulu – og HBO Nordic herhjemme – landede den som en fuldtræffer midt i en #metoo-tid og blev en højaktuel kommentar til et højredrejet USA, hvor nye antiabortlove gør, at kvinder er ved at miste retten til at bestemme over deres egne kroppe.
Kvinder verden over har taget den til sig og gjort Margaret Atwood til et symbol for klima og ligestilling, og netop det, at seriens tema er blevet mere aktuelt, end da bogen udkom, er selvfølgelig også med til at gøre tv-oplevelsen af 'A Handmaid's Tale' mere emotionel.
Tirsdag udkom bogens efterfølger med titlen 'Testament'.
Opmærksomheden omkring udgivelsen har været så voldsom, at det har fået Atwood til at udtale: 'Det er jo bare en bog'. Men det bliver den ikke ved med at være.
'Testament' er nemlig allerede optioneret af Hulu, og man er nu i gang med at finde ud af, om den skal ende som sin egen serie eller som en fortsættelse af 'A Handmaid's Tale'. Uanset hvad, så springer jeg over.
Jeg vil hellere finde nogle at blive venner med.
