Afdelingschef for Mejeriforeningen Jan Hermansen fulgte onsdag med i en BT-live, hvor formand for Veganerpartiet Michael Monberg tordnede mod skolemælk og foreslog helt at forbyde det. I kølvandet på det har Mejeriforeningn skrevet følgende indlæg til B.T.

Formand for Veganerpartiet Michael Monberg var onsdag i live-debat på B.T.s Facebookside, hvor han argumenterede for afskaffelse af skolemælk på de danske skoler. Det har han naturligvis lov til. Problemet er bare, at hans argumenter bygger på påstande, som i flere tilfælde er faktuelt forkerte.

Størstedelen af landets skoler har valgt at tilbyde skolemælk til deres elever, og over 100.000 børn får hver dag skolemælk. På trods af det ser Veganerpartiet gerne skolemælken afskaffet, og den holdning skal de naturligvis have lov til at have.

Vi ser dog helst, at debatten foregår på et sandfærdigt grundlag, og derfor har vi nogle rettelser til formand Michael Monbergs udtalelser i B.T.s live-debat.

Michael Monberg påstår, at skolemælk er det eneste produkt, der har en direkte salgskanal til skolerne. Det er ikke korrekt. Der findes mange fødevareprodukter, som skolerne køber til deres boder og madordninger.

Derudover er der frugtordning på mange skoler – en ordning der får en langt større EU-støtte end skolemælken. For det er rigtigt, at skolemælk er EU-støttet. Det er dog en overdrivelse, at EU-støtten udgør en stor del af mælkens pris.

EU støtter med 0,35 kroner til en skolemælk til omkring 4 kroner, dvs. at støtten udgør mindre end 10%. En støtte som i øvrigt ikke går til Mejeriforeningen eller mejerierne, men til at nedsætte prisen for forældrene.

Derudover påstår Michael Monberg, at skolemælk får mere EU-støtte, jo mere fedt der er i mælken – og at det er et problem, fordi mælk indeholder 'en masse mættet fedt.' Det er heller ikke korrekt. Faktisk gives der slet ikke støtte til sødmælk, og støtten er den samme for skummet-, mini-, let- og kærnemælk.

Desuden er det en sandhed med modifikationer, at mælk indeholder en masse mættet fedt. En kvart liter minimælk (som er den mest populære skolemælk) indeholder 0,9 gram mættet fedt.

Til gengæld bidrager den med 43% af den daglige anbefalede mængde calcium for børn samt andre vigtige næringsstoffer såsom vitamin B2 og B12, fosfor, jod og protein.

Vi påstår bestemt ikke, at man ikke kan leve uden mælk. Det kan man godt. Men mælk er en nem måde at få nogle nødvendige næringsstoffer på.

Derfor vælger mange danske forældre at købe skolemælk til deres børn – for det er helt frivilligt både for skolerne og forældrene, om de vil være en del af ordningen.