Første gang, jeg stødte på Madonna, var i 1985 i introen til koncertfilmen fra hendes 'Like a Virgin'-turné. Her siger hun:

»Jeg tog til NY, jeg havde en stor drøm, jeg kendte ingen, jeg ville danse, jeg ville synge, jeg ville gøre folk glade, jeg ville være berømt, jeg ville, at alle skulle elske mig – jeg ville være en stjerne, jeg arbejdede virkelig hårdt, og min drøm gik i opfyldelse.«

Jeg var 16 år, og det statement gjorde et kæmpe indtryk og har været med mig lige siden. Det var ikke så meget hendes mål, der var fascinerende, men det, at hun helt ublu proklamerede det. Sådan havde jeg ikke hørt nogen gøre det før. Hver gang, jeg har været ved at opgive en drøm, har Madonnas ord pustet mig i nakken og fået mig til at fortsætte, som et mantra for ikke at være bange for at forfølge sine drømme, sætte ambitiøse mål og turde sige dem højt.

Madonna har betydet rigtig meget for kvinder. Også for dem, der ikke er bevidste om det, og dem, som måske ikke vil indrømme det.  Som modeikon har hun været ansvarlig for et hav af tendenser som blonder, simili og brystholderen uden på tøjet, men den største indflydelse har uden tvivl været hendes mod og power.

I dag tager vi girlpower for givet. Vi har haft en kvindelig statsminister og kvindelige actionhelte, men dengang tilbage i 1985 var det svært at få øje på stærke kvinder, som man kunne spejle sig i og se op til. Kloge kvinder med indflydelse gik ikke på høje hæle, men bar små firkantede dametasker og hårnet. På film blev kvinder oftest skildret som ængstelige og ynkelige ofre, hvis formål var at få manden til at fremstå som en helt, og hvis eneste power lå i deres seksuelle tiltrækningskraft.

Madonna repræsenterede noget andet. Hendes seksualitet var hendes egen – hun var der ikke for at tilfredsstille mænd, men for at tilfredsstille sig selv. Madonna satte ord og i særdeleshed billeder på kvinders egen seksuelle appetit og gjorde det legalt for os at have en.

Madonnas image har altid været sexet, men vi har aldrig været i tvivl om, at hun også er dygtig og smart. Man er ikke i tvivl om, at hun som indehaver af forretningen Madonna har styr på det. Der er ikke nogen far eller mandlig manager til at styre forretningerne. Vi ved godt, at hun tager alle beslutningerne selv.

Med stærke opfordringer til kvinder som 'Hvis du er i tvivl, så opfør dig som Gud' og 'Hvis du vil ha' din bid af kagen, så ta' den' har hun igennem sin karriere været et forbillede og en inspiration for ambitiøse kvinder verden over. Hun er billedet på, at du kan få det hele: en stor karriere, mænd OG børn.

Jeg har desværre ikke mødt Madonna, men jeg ville ønske, at jeg havde fået lov til at interviewe hende, men dengang tilbage i 1986, hvor jeg var vært på MTV, var det kun de mandlige værter, der fik lov til at interviewe de helt store stjerner. Sådan er det helt sikkert ikke mere, men dengang var der meget at kæmpe for.

Madonnas provokationer og budskaber har været vigtige, og hun har banet vejen for meget nytænkning omkring kvinder og kvinderoller. I dag er vi et andet sted, og mange andre har taget faklen i hånden, og således er der måske ikke så meget brug for Madonna nu. Hun kan trygt læne sig tilbage med viden om, at hun har gjort sit til, at vi er et væsentligt andet sted i dag.

Måske kan man oven i købet gå så langt, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet ville have haft en Helle Thorning, Beyoncé og Samantha i 'Sex and the City', hvis ikke det havde været for Madonna. Men det er måske at gå lidt langt, og det kan vi helt sikkert ikke alle sammen blive enige om. Men jeg tror, at de fleste kvinder er med mig, når jeg bøjer mig i respekt og takker for det, hun har bragt til verden, og ønsker hende et kæmpe tillykke med de 60 år.