80-årige Lone Hertz fortæller i sin påskehilsen hudløst ærligt om at være ældre skuespiller i en corona-tid

Alle spørger alle: »Hvad skal du lave i påsken – og med hvem?«

Jeg er slet ikke nået til påsken endnu. Jeg er dårligt nok nået til corona. Jeg tænker kun i fnat.

Jeg er blevet smittet på en ungdomsskole, Gud hjælpe mig!

Jeg, en stadig hårdtarbejdende 'stand-upper med substans', som jeg kalder mig selv. Jeg, en stadig rørig, godt tænkende kvinde på over 80 får en sådan sygdom uden at vide det – og uden at det er forbundet med fornøjelse!

Hvor er det dog uværdigt!

Heldigvis er jeg da alene - som jeg i øvrigt altid er - men mit eremitliv lige nu går med at tage piller, som paradoksalt nok ikke er til at opdrive. Ruinerende dyre piller mod disse modbydelige mider under huden, som gør, at jeg klør og klør, og derfor kræver, at jeg smører og smører fra top til tå to gange dagligt.

Jeg skifter al slags tøj. Jeg vasker uafbrudt alt på 60 grader. Jeg spritter alle flader. Støvsuger alle møbler. Ja, jeg suger hele huset op i alle kroge HVER dag på trods af kronisk rygskade, som forbyder mig at bøje mig og at bære tunge ting.

Men, hvad skal jeg gøre? Jeg har jo ingen til at hjælpe mig. Jeg er, som alle i min voksne alder, pligt-isoleret.

Nej, jeg kan forsikre for, jeg tænker ikke i påske. Og slet ikke i corona. Kun i fnat.

MEN NU ER JEG JO SÅ endelig nået til påskedagene. Og jeg er blevet fnatfri. Og jeg har fået opstillet et dagsprogram.

Ikke af angst for coronaen – for når man er nået 80, så HAR man taget stilling til døden – næh, jeg må simpelthen have regler for ikke at smuldre væk.

Jeg har en fem år ældre søster på plejehjem. Hun kom der for seks år siden af praktiske grunde for at være nærmere sine børn.

De første par år muntrede hun de andre beboere op, købte ind for dem, var sjov og underholdende.

Nu sidder hun selv i kørestol, er isoleret og kun oppe fire timer om dagen. Hun kan ikke tale. Hun er smuldret væk. Det er ikke godt at isolere mennesker.

Ved regeringen mon det?

FOR EGET VEDKOMMENDE har jeg hverken lyst, tid eller råd til at smuldre. Jeg er skuespiller og lever af at sige ord, at kunne lære udenad, at huske, at kunne tale en sal op, at kunne bevæge mig rimeligt frit på en scene – alt det en skuespiller skal kunne levere efter instruktørens ønsker.

Derfor vil jeg hver dag lave mine rygøvelser, ride på min fitness-maskine, slubre ingefær-te og tage mit hav af vitaminpiller. Jeg vil sætte mig i min åbne havedør indhyllet i kæmpekåbe og synge sange, som jeg kan udenad, for bevaring af stemmekraft.

Så vil jeg øve mig på et af mine foredrag eller læse højt for mig selv af H.C. Andersen for de 'små grås' skyld. Jeg vil gøre alt det, der keder mig til døde, fordi det er en pligt, og derfor nødvendigt for en voksen skuespiller som mig, HVIS jeg altså ikke vil ende på plejehjem.

EFTER DENNE KRAFTPRÆSTATION er jeg så nået til dagens glade højdepunkt: at blive 'luftet'.

Jeg vander alle potter i gårdhaven, vandrer ud for at købe mad, henter min gratisavis, samtidig med at jeg overholder mor Mettes målsætninger.

Jeg har handsker på, holder bremselængde, spritter hænder, og sommetider for en sikkerheds skyld spritter jeg også handsker – og jeg sender forknytte smil til alle fra nabolaget, som jeg behændigt skøjter forbi.

Jeg køber gaver til mine børnebørn og kører hen til deres åbne altandør og vinker med et vemodigt 'hungerhjerte'.

Jeg er 'Palle alene i verden' uden børn, børnebørn og svigerbørn.

For at muntre mig selv op er mit narko at se tv – alle de genudsendelser, som jeg ellers aldrig ville orke. Læse i visdomsbogen 'Det ny Testamente', som for længst HAR advaret os, høre klassisk musik og lydbog.

Jeg sender hilsen til min søster via plejehjemmets telefon. Ligesom jeg ad samme vej forsøger at nå min søn på 54 år, som ikke har talesprog, og som er isoleret på den mageløse, mangfoldige Egmonthøjskole.

Er jeg nødt til at vide, hvordan han i bund og grund har det, må jeg starte min bil og køre til Jylland. Vi sidder så i bilen i en time og skriver sammen. På den måde vil jeg kende hans tanker og kan rådgive. Det er nødvendigt, jeg er hans mor og værge, og det giver ro. Når han smækker bildøren og går i isolation, spurter jeg igen mod København.

JEG VILLE VIRKELIG ØNSKE, at jeg havde nogle projekter at arbejde på i påsken, men jeg har lige skrevet to nye foredrag, som jeg allerede øver: 'MIN Tro – og DIN!' Og et foredrag om handicapliv: 'Gi’ os håb!'

Mere nyt repertoire ville være uklogt.

Jeg skylder faktisk nogle forlæggere at skrive en biografi. Men på samme måde, som man ikke bare kan bestille en tro hos Vorherre, så kan man heller ikke pr. takeaway få leveret inspiration. Jeg må 'vente på Godot', indtil et frø er sået, og noget spirer frem.

Så altså ingen nye projekter.

MEN – HVIS VERDEN NU EN DAG IGEN skulle te sig normalt, vil jeg som det første gentage alt det, jeg lige her har skitseret.

For det er ingen corona-byrde, men bare den daglige: 'En skuespillers arbejde med sig selv'.

Derefter vil jeg unde mig at banke på hos børnebørn, børn og svigerbørn og kysse dem.

Jeg vil besøge min søster på plejehjem og læse eventyr for hende.

Jeg vil køre til Jylland til min søn og tale i bund.

Og, for fanden, så vil jeg holde mine aflyste foredrag og forhåbentlig få honorarer med hjem.

Og jeg vil gøre ALT i højt humør og med jubel i hjertet – så:

GLÆDELIG CORONA-PÅSKE!

Lone Hertz, påsken 2020