Pia Olsen Dyhr har kaldt aftalen om fødevarechecken »den rødeste aftale,« midterregeringen har indgået.
Alligevel har Venstre - Danmarks liberale parti - ingen kvaler med at forsvare den, lyder det fra økonomiminister Stephanie Lose i fredagens afsnit af B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid:
»Jeg kommer ikke til at stå og undskylde for, at vi er med til at sende 2500 kroner ud til nogle af vores pensionister eller førtidspensionister eller børnefamilier. Det synes jeg sådan set sagtens, at vi kan stå på mål for.«
Fredag er Lose i studiet for netop at forsvare regeringens seneste fødevareaftaler, der er blevet kritiseret vidt og bredt.
Både for at ramme »helt skævt« og for at skabe unødvendigt bureaukrati.
Blandt de største kritikere er Liberal Alliance, der har kaldt fødevarechecken for bestikkelse af socialdemokratiske vælgere.
Aftalen om at nedsætte fødevaremomsen fra 2028 har LA heller ikke meget pænt at sige om i Borgerlig Tabloid, hvor erhvervsordfører Pernille Vermund også er i studiet.
Og her giver den en over nakken:
»I princippet kunne vi lige så godt brænde pengene af. For at sige det, som det er.«
Ifølge LA vil sænkelsen af fødevaremomsen nemlig føre til endnu mere bureaukrati, som forbrugerne i sidste ende skal betale for.
»Der er også stor sandsynlighed for, at butikkerne sådan set bare sætter priserne op, fordi befolkningen jo er vant til de høje priser, lyder det fra Vermund, der fortsætter:
»Der er beregninger, der viser, at du skal købe 12.250 æg for at kunne spare nok til at købe en stor pose Matadormix i 2028. De siger, at det er omkring tre ører, du sparer på en liter mælk. Helt ærligt, Stephanie,« afslutter Vermund, der med disse udtalelser tilsyneladende får Lose op i det røde felt i studiet:
»Du ved godt, at de tal er ekstremt antagelsestunge. Hold nu op. Stop nu!,« lyder det fra Lose, der sætter foden ned og insisterer på, at det »selvfølgelig« giver mening at sænke den danske fødevaremoms, der er den højeste i Europa.
Noget, der får Vermund til at komme med en kæk modreplik.
»Du bliver kun vred nu - tænker jeg - fordi du ved, at jeg har ramt et ømt punkt,« lyder det fra Vermund.
Lose svarer: »Nej, det er fordi, jeg ikke synes, at det er fair.«
»At jeg rammer dig med fakta?,« indvender Vermund.
En replik, der får Lose til endnu engang at sige »hold nu op.«
Ifølge Stephanie Lose klinger kritikken fra Liberal Alliance nemlig hult, når partiet de seneste tre år har »stået uden for samtlige af de aftaler, der har givet danskerne flere penge mellem hænderne,« lyder det fra Lose.
Men dén kritik vil Vermund ikke have siddende på sig.
Hør den heftige debat i fredagens afsnit af Borgerlig Tabloid, hvor vært Joachim B. Olsen, prøver at finde ud af, hvorfor to liberale partier - der skal kunne enes, hvis de efter valget vil have en blå statsminister - er så uenige på fødevareområdet.
Hør det i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder.

