Husker du billedet af den toårige Aylan, der iført shorts, rød T-shirt og gummisko blev skyllet død op på en tyrkisk strand 2. september 2015?

Billedet af ham gik verden rundt og blev symbolet på den syriske tragedie. Dagen før havde ungarske Viktor Orbán beordret banegården i Budapest, hvor tusindvis af desperate mennesker forsøgte at komme med tog til Østrig, evakueret. De måtte søge asyl i Ungarn eller vende tilbage, hvor de kom fra, mente han. De billeder gik også verden rundt.

Orbán var en hård hund. Sådan kan man ikke behandle mennesker, var de fleste enige om.

»Wir schaffen das,« havde Angela Merkel sagt få dage tidligere efter et besøg i en tysk flygtningelejr.

Egentlig sagde hun: »Wir haben so vieles geschafft – wir schaffen das«, som i sammenhængen vel bedst kan oversættes til 'Vi har klaret så meget, så vi klarer også det her'.

Egentlig var det vel tænkt som en appel om at udvise besindighed, men det blev aflæst som en åben invitation: Tyskland slår dørene op. I er velkomne. Wir schaffen das!

Og så gik der ellers hul på Europa. Den 3. september gik flygtninge på de danske motorveje.

Inden da havde de danske myndigheder fortalt dem – som Orbán, men mindre håndhændet – at de skulle tage tilbage til Tyskland eller søge asyl i Danmark, men de ville ikke. De ville videre – til Sverige.

Det er mindre end fem år siden. Nu spidser situationen til igen, men noget er forandret. 'Wir schaffen das' er skrevet ud af Merkels vokabularium, og græske grænsevagter skyder med gummikugler mod menneskemasserne ved den tyrkisk-græske grænse. Der sættes hårdere mod hårdt, end Orbán gjorde, men den folkelige forargelse udebliver.

Er vi blevet mere kyniske og forråede? Eller er det realismen, der har ramt os?

Måske er det lige dele begge dele. Syrerne var ikke (alle) den fantastiske arbejdskraft, der fik flere i erhvervslivets top til at værge for sig ved min regerings mange udlændingepolitiske opstramninger (syv ud af 10 havde ingen uddannelse, og mange var reelt analfabeter). Brexit voksede frem på et bagtæppe af et Europa, der stod magtesløs midt i flygtningekrisen. Alle kan se, at Europa ikke kan holde til det samme én gang til.

Så hvad gør vi så? Kan vi endnu en gang betale Erdogan for at holde problemerne væk fra vores dørtrin? Der er næppe noget alternativ, og måske går det også for anden gang, men i længden går det ikke.

Jeg er ikke så nervøs på Danmarks vegne. Vi har strammet voldsomt op i en grad, hvor jeg selv har haft svært ved at følge med i lagkagelysene, så strømmen er gået uden om os. I foråret 2015 var vi den femtestørste europæiske asyldestination – i 2018 var vi nummer 17. Men vi kan ikke bare hygge os i smug. Europa er nødt til at vågne op!

Lige nu er det krigen i Syrien, der skaber presset, men der er masser af afghanere, irakere og somaliere i den kø af mennesker, der er stimlet op i Tyrkiet for at løse entrébillet til Europa. Og i generationer frem kommer presset fra Afrika. Udvikler vi ikke et samlet europæisk gensvar, svigter vi vores børnebørn.

Det værste er, at alle ved, hvad skal der til: massive investeringer i den ydre europæiske grænse, massive investeringer i nærområderne, investeringer i og handelsaftaler med Afrika og en noget-for-noget-tilgang, hvor Europa bruger sin samlede styrke til at stille krav. Vi investerer og åbner vores markeder, lukker op for unge fra ikkeeuropæiske lande på vores universiteter og laver systematisk vidensoverførsel, men på det ufravigelige vilkår, at I tager jeres borgere retur, hvis de opholder sig ulovligt i Europa.

Hvorfor sker det så ikke? Fordi den tid, der er gået godt, ikke kommer dårlig tilbage. Det er jo gået nogenlunde i snart fem år, og det er svært at få folkelig opbakning til at investere skattekroner i andre landes vækst og velstand i konkurrence med minimumsnormeringer og reduktioner i dansk CO2-udslip, der svarer til fire timers (!) kinesisk udslip.

Jeg ville ønske, at den udeblevne folkelige forargelse over gummikuglerne vækkes til live med et krav om, at Europas ledere tager et langsigtet og kollektivt ansvar for at passe på vores kontinent. Danmark yder vores del, men det rykker først for alvor, hvis alle løfter i flok.

Vores ekstra bidrag kunne passende være, at vi melder os fuldt ind i den europæiske familie og dropper de bekvemmelige forbehold. Går det helt galt for Europa, kan Danmark i længden alligevel ikke klare frisag.