Løkke bliver ‘trist’, når han kigger på Venstre: Nu svarer Lose kækt igen
I podcasten Borgerlig Tabloid reagerer Stephanie Lose nu på den 'arrogante' kommentar fra Lars Løkke Rasmussen (M).

I podcasten Borgerlig Tabloid reagerer Stephanie Lose nu på den 'arrogante' kommentar fra Lars Løkke Rasmussen (M).

Det står skidt til hos Venstre.
For siden partiet ved det seneste folketingsvalg havde sit dårligste valg i partiets historie, er det kun gået ned ad bakke.
Midt i historisk dårlige meningsmålinger og internt drama kommenterer udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) nu på nedturen for sit gamle parti, som han var formand for fra 2009 til 2019.
Det gør han i Ekstra Bladets politiske podcast, Øverste Hylde.
»Det er jo ikke min opgave at sidde og hverken give gode råd eller være skadefro eller noget som helst,« siger han i podcasten og fortsætter:
»Jeg har jo forladt det der gamle parti. Jeg synes, at jeg bliver sådan lidt trist til mode af at se på det.«
En kommentar, som B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, bringer op i det seneste afsnit af debatpodcasten Borgerlig Tabloid.
Her har han nemlig besøg af Venstres næstformand og tidligere økonomiminister, Stephanie Lose.
»Jeg synes, at det er så arrogant sagt af Løkke, hvad siger du til hans kommentar?« spørger han Stephanie Lose om i podcasten.
»Nu skal der jo lidt til at måle sig med, hvor trist til mode vi blev, da vi så ham gå over i favnen på Enhedslistens hovedbestyrelse,« svarer hun og fortsætter:
»Så jeg tænker, at der er nogle balancer, der kan opvejes,« lyder det kække svar fra Lose.
Her refererer hun til, at Lars Løkke Rasmussen inden regeringsdannelsen afviste at ville indgå i en regering, der var »afhængig af Enhedslistens hovedbestyrelse«.
Noget, han nu bliver beskyldt for at have gået på kompromis med, eftersom Enhedslisten er en del af det parlamentariske grundlag for den nuværende S-SF-RV-M-regering.
Krise i Venstre
I den seneste meningsmåling, som Verian har foretaget for Berlingske, ville blot 7,8 procent af de adspurgte stemme på Venstre, hvis der var folketingsvalg nu. Det svarer til 14 mandater.
Det er det dårligste resultat for Venstre, siden Verian – tidligere kendt som Gallup – begyndte at lave meningsmålinger i 1953.
Tilbage i starten af september fik Venstre også deres dårligste Voxmeter-måling nogensinde, da partiet stod til blot at få 5,8 procent af stemmerne. Voxmeter har foretaget målinger for Ritzau siden 2001.
Men ikke nok med, at det står skidt til med meningsmålingerne, så er der også opstået intern splid i partiet.
Det blev særligt tydeligt, da der opstod uro i partiets folketingsgruppe, da Folketinget skulle stemme om gødskningsloven, der omhandler kvoter for landmændenes udledning af kvælstof til omkringliggende vandmiljøer.
Her valgte fem af Venstres 18 folketingsmedlemmer nemlig at gå imod partilinjen og stemme imod gødskningsloven.
Og nu ser dramaet ud til at fortsætte, når Folketinget skal stemme om regeringens forslag om sprøjteforbud, der går ud på at gøre det ulovligt at bruge pesticider på sårbare grundvandsdannende områder.
Forleden udtalte Venstres folketingsmedlem Preben Bang Henriksen - der var ét ud af de fem Venstre-folketingsmedlemmer, der gik imod partilinjen - at »der forhåbentlig komme kan mange ændringer« til regeringens sprøjteforbuds-forslag.
Hør hele afsnittet med Stephanie Lose i fredagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.
Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.