Vi skal passe på, vi ikke kommer tilbage til et dårligere sted
På mandag er det et år siden, jeg forlod det tidligere sindssygehospital De Kellerske Anstalter i Brejning som detroniseret formand for Venstre. Og på mandag udgiver jeg bogen 'Om de fleste og det meste' – en stribe erindringsglimt om mennesker og begivenheden, som har formet mig og min politiske karriere, som nu er på nulpunktet.
Medierne vil med garanti læse bogen bagfra: Hvad skete der i Brejning? Er du sur? Er du bitter? Hvem bebrejder du? Hvor er balladen?
Fair nok, for »livet forstås baglæns, men må leves forlæns«, som Kierkegaard i sin tid fastslog det.
Mit ærinde er nu et andet: Mødet på Comwell Kellers Park, som de tidligere anstalter hedder i dag, er uomgængeligt, men dog kun ét glimt – måske et lynnedslag – i et langt politisk liv, hvor min mission har været en anden. Som jeg skriver i et tilbageblik, fra dengang jeg var seks år:
'Det er sommeren 1970. Hilmar Baunsgaard er statsminister og hans kone, Egone, er ved at plante rododendroner på Marienborg, Jeg aner intet om nogen af delene. Men hele mit barne- og ungdomsliv står i gæld til Baunsgaards generation af politikere, som på godt og ondt – mest godt – skabte rammerne om det ’mulighedernes samfund’, der gav mig familiens første studentereksamen, kandidatgrad og i seks år og 181 dage udsigt til Egones rododendroner.
Jeg er er taknemmelig for det hele. Jeg synes, jeg skylder for de fantastiske muligheder, jeg har fået. Og det har været mit personlige drive i mit politiske liv, at næste generation skal have endnu flere.'
Hvordan ser det så ud med det lige nu? Ikke godt, for Danmark står stille.
Coronakrisen har sat os økonomisk tilbage – tre gange voldsommere, end da finanskrisen toppede – og det politiske liv synes at forme sig i to hermetisk adskilte rum: Et, hvor alle partier i enighed binder os i mundbind og holder den økonomiske aktivitet i samfundet i ave; og et andet, hvor den socialdemokratiske regering ufortrødent arbejder videre, som om intet var hændt – Arne skal på pension. Bankerne og pensionsselskaberne skal udskammes, og med Orwellsk ny-sprog bliver skattestigninger, som vi kunder kommer til at betale, omdøbt til 'samfundsbidrag'.
Kagen bliver mindre end forudset, men så må staten bare skære et større stykke til sig selv. »Vi er på vej tilbage, men ikke tilbage, hvor vi kom fra,« lyder det i en drømmeagtig kampagnevideo á la Morten Korch fra Socialdemokratiet.
Og de har ret. Vi er ikke på vej tilbage, hvor vi kom fra. Vi risikerer at komme tilbage til et dårligere sted: BNP falder – og så falder investeringerne i forskning, der skal gøres os rigere i fremtiden. BNP falder – og så falder udviklingsbistanden, der er en investering mod fremtidens flygtningepres på Europa. Arbejdsløsheden stiger. Unge får sværere ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Min generations stærke tro på, at vi nærmest per automatik fik det bedre end vores forældre, er desværre ikke de unge forundt.
Der er brug for handling. En satsning på at gøre Danmark rigere. Afsøge nye eksportmarkeder. Skærpe vores konkurrenceevne. Fremme virkelyst og etablering af private arbejdspladser. Gøre Danmark endnu mere attraktivt for udenlandske investeringer i en verdensøkonomi, hvor mange – se på Trump! – vil sejle under protektionismens bekvemmelighedsflag.
Det kræver samling på midten. Fremfor et ukonstruktivt kapløb om den hårdeste retorisk på udlændingeområdet – den kamp er udlignet, og Det Radikale Venstre er marginaliseret – bør den politiske kamp udkæmpes om noget helt andet: Hvordan får vi væksten tilbage? Hvordan gør vi Danmark til det naturlige hjemsted for de bedste idéer, de skarpeste hjerner, de mest rentable virksomheder? Hvordan kommer vi forlæns ind i fremtiden? Ikke angstfyldt, ikke naivt, ikke ved at ignorere integrationsudfordringerne, men optimistisk, realistisk og med sund fornuft.
Det burde kalde reformkræfterne frem. Det burde kalde på samling blandt dem, der ikke står ved hjørneflagene – 'vend verden ryggen og bryd konventionerne' eller 'kapitalisme er per definition ondt' – men har lyst til at spille på den brede bane, hvor danskerne er. Som jeg skriver et sted i min bog:
'Danskerne, som de er flest, bekender sig til vores samfundsmodel, de vil gerne se den styrket, og de ønsker ikke ideologisk funderede revolutioner. Det er ikke uden grund, at man om os danskere siger, at vi kun tager en kniv i hånden, når vi har en gaffel i den anden.'
Det mente jeg for et år siden. Og det mener jeg stadig.
God weekend!
