Amerikanerne var til midtvejsvalg i tirsdags.

En stor og dybt splittet nation stod ved en vigtig politisk skillevej: Skal vi have mere eller mindre Trump? Skal vi gå lidt mere til højre eller venstre? Sådan ret forenklet. Svaret kender vi nu.

USA er i dag en nation, hvor had mellem venner, naboer og kolleger er blevet hverdag. Tonen er skarpere end det skarpeste barberblad - og retorikken ligeså blandt politikere, i medierne og blandt mennesker, som reagerer voldsomt mod hinanden i ord og handling. Det hører jeg i hvert fald fra mine danske forbindelser ’over there’. Og jeg ser det på TV.

Ser vi bort fra de uhyggelige skyderier, der har ramt USA, så er det på mange måder ikke så anderledes her i vores egen lille andedam.

Dagligt bliver politikere, meningsdannere, ikke etniske danskere, journalister og folk, vi bare nærer mistillid tid, haglet ned og kritiseret sønder og sammen i medier og på de sociale platforme.

For i Danmark må man helst ikke træde for meget ved siden af - eller MENE for meget.

Det gælder også, hvis man som jeg er kvinde, over 50, single, kendt og journalist. Det står godt nok ikke i Grundloven, men den usynlige ‘Nationens’ kontante hammer hænger truende over ytringsfriheden. Den har vi på papiret – men vi har udviklet et meningstyranni, der betyder, at visse holdninger og stemmer bliver lagt for folkeligt had.

Jeg har f.eks. i denne uge lagt ører til, at jeg er en egoistisk, selvoptaget møgkælling. En selvpromoverende kvinde, der er blevet for gammel og bange for at blive glemt og ikke kan finde the perfect match. Og dertil dum og uintelligent!

Det er blot et lille eksklusivt udvalg af de mere stuerene beskeder, der jævnligt tikker ind i min mailboks.

Jeg modtager heldigvis også masser af venlige ord hver dag - men det, jeg ikke forstår, er: Hvor kommer alt dette had fra mod andre mennesker, som vi ikke kender? Hvad er det, der nærer det? Og med hvilken ret taler og skriver vi til og om hinanden på den måde?

Når politikere i Danmark bliver kaldt for ludere, bliver truet på livet og er nødsaget til at have politibeskyttelse døgnet rundt for at mene noget, andre er uenige i. Når kendte mennesker bliver udskammet for deres holdninger og skal finde sig i at blive kaldt forkælede egotrippere og det, der er meget værre.

Og borgere, der hjælper politiet med at opretholde lov og orden, må flytte og gå under jorden, så er vi ude på et skråplan. Det er både trist og skræmmende. Og det er et alvorligt skred i det, som vores demokrati og respekten for det enkelte individ bygger på. Vores forståelse og tolerance er forsvundet, som Britta Nielsens stjålne millioner ud af satspuljerne.

Vi giver ofte medierne skylden for den hadefulde tone – både i USA og herhjemme. Men jeg synes, det er for nemt at placere ’lorten’ der. Vi må som enkeltpersoner, forældre, lærere, pædagoger, ledere, meningsdannere og politikere selv sige et tydeligt NEJ til intolerance, trusler, adfærd og sprog, som nærer hadet. Og vi må være gode forbilleder ved selv at tale pænt og respektere andres meninger.

Vil vi have amerikanske tilstande, hvor mennesker skrider til voldelige handlinger og politikere udskammer hinanden som tosser, løgnere og forbrydere? Jeg vil ikke.