Lad mig male dig et billede.

Det er fredag, og du skal til fest med dine venner. I ankommer til festen, og imens I hilser på alle til stede, kan du fornemme, hvordan din singlevens indre neandertaler pludselig kommer frem i takt med, at personen møder den ene af det modsatte køn efter den anden.

Som i en anden 'Terminator'-film bliver hele rummet nemlig pludselig scannet efter potentielle ofre i form af villige singler, der kunne være interesserede i at dele en taxi hjem til samme adresse.

En mulig kandidat udvælges, og så går den vilde jagt ellers i form af en hel aften, hvor alt, den udkårne siger og gør, er det mest utrolige og fascinerende i hele verden.

»Kommer du fra Slagelse? Arbejder din mor i kommunen? Har du kronisk indgroede tånegle - gud, hvor spændende, fortæl mere!« Og sådan forløber aftenen ellers.

Det er den liderlige singleven, som vi angiveligt alle sammen kender. Ham eller hende, vi kun inviterer med til fest, hvis vi skal have en ekstra ven ved hånden. Fordi du udmærket ved, at ligegyldigt hvad der sker, så vil personen ende med at gøre din aften til en udfordring.

For når du så skal videre i byen, hvor 80 procent af selskabet egentlig helst vil ned på den lokale bodega og rafle, så står din ven og ligner et forulempet barn, som ikke har fået legetøj med sin Happy Meal, fordi den pige, han har brugt hele aftenen på at score, pludselig vil noget andet.

Og så får du medlidenhed med mennesket, som nu står på grænsen til at have spildt hele sin aften. Så i stedet for det brune værtshus, så følger du trop og ender på en ukendt klub, som ligger i en kælder, hvor der kun bliver spillet dekonstrueret techno, og alt koster en bondegård. Bare for at din ven kan score.

Det er aldrig kønt at se en person, som forsøger at score ved at smøre sig selv ind i superlim og klæbe sig til den samme person en hel aften uden så meget som at ænse sine omgivelser. Vi har angiveligt alle sammen været der, men de fleste er heldigvis kommet videre.

Derfor er der stadig et fåtal, som bistert hænger fast i at lave det samme stunt hver evig eneste weekend. Det er belastende og frustrerende på én og samme gang at være vidne til.

Det er ikke, fordi jeg ikke kan unde mine venner, at de skal have mulighed for at score i byen. Jeg smider gerne en hyggelig aften over styr for at agere wingman og tage til minimalistisk balkanmusik klokken fem om natten i en mørk baggård, hvis det betød, at min ven eller veninde havde en chance for at score. Bare ikke hver eneste weekend.

Det lader generelt til, at der er en indforstået aftale vennegrupper imellem, at hvis der er mulighed for sex, så må du være lige så dårlig en ven, som du vil, uden at det har nogen form for konsekvenser.

Personligt kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har haft en bytur, hvor der ikke har været mindst én, som har forladt festen langt før sidste omgang uden at sige farvel, bare for at kunne få et nemt knald.

Så til dig, der står klar til en bytur med vennerne, helt smurt ind i superlim og liderlighed – kan du for en gangs skyld nøjes med at bede om pigen eller drengens nummer i stedet og så tage ned på bodegaen og rafle med alle os andre?