Det er både »fantasiløst, usympatisk og komplet åndssvagt!«

Sådan lyder de hårde ord fra Radikale Venstres politiske leder, Martin Lidegaard, i onsdagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.

Ordene falder, efter Venstre i weekenden meldte ud, at de nu vil skære i de penge, Danmark hvert år giver til udviklingsprojekter i verdens fattigste lande.

Helt konkret foreslår partiet at sænke den danske udviklingsbistand fra 0,7 procent af BNI til 0,5 procent.

Noget, der vil skaffe omkring 6,5 milliarder kroner til den danske statskasse hvert år.  

Venstre vil i stedet bruge pengene på sikkerhed og kernevelfærd i Danmark, har de meldt ud.

I Borgerlig Tabloid lyder det fra B. Olsen, at forslaget er »yderst fornuftigt«. 

Og han mener, at vi bør tage skridtet videre og helt sløjfe den danske udviklingsbistand:

»Hvert år bruger Danmark 22-23 milliarder på udviklingshjælp. Det er de færreste danskere, som overhovedet ved, hvad pengene bliver brugt til,« lyder det fra B. Olsen i podcasten.

Han peger derudover på, at flere økonomer er kommet frem til, at de mange penge, vi hvert år sender til særligt afrikanske lande, kan have en negativ effekt, da modtagerlandene ender med at blive afhængige af støtten – og derfor ikke bliver tvunget til at lave reformer, der kan sikre mere stabil velstand.

Ifølge B. Olsen er den danske udviklingsbistand mest noget, der »føles godt i maven«:

»Pointen er, at mange godt kan lide tanken om, at vi her i rige Danmark hjælper de fattige afrikanere.«

Men ifølge Martin Lidegaard har både Venstre og Joachim B. Olsen tabt sutten, når det kommer til udviklingsbistanden.

»Det er både usympatisk, fordi det handler om at hjælpe verdens fattigste mennesker. Men det er også uklogt, fordi vi skyder os selv i foden, hvis vi lader være,« lyder det fra Lidegaard, der fortsætter:

»Vi i Europa har en afgørende interesse i, at Afrika får et tilhørsforhold og et partnerskab med os – og ikke alle mulige andre lande som Kina og Rusland.«

I podcasten tester Joachim B. Olsen Martin Lidegaard på, hvor han ellers vil finde flere milliarder til den danske velfærd – og hvad han er villig til at ofre for at holde den danske udviklingsbistand på et af de højeste niveauer i Europa:

»Vil du helst skære i dagpengeperioden eller skære i udviklingsbistanden?,« spørger B. Olsen.

Et spørgsmål, der får Lidegaard til at trække på smilebåndet og svare: »Hold kæft, hvor er du åndssvag at høre på.«

Hør den heftige debat i onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

Borgerlig Tabloid

Hvert år donerer Danmark et tocifret milliardbeløb i udviklingsbistand til særligt afrikanske lande. Men det vil Venstre nu skære gevaldigt i. Det meldte de ud i weekenden. Og det er en yderst fornuftig idé - af mange årsager, mener Joachim B. Olsen. Men De Radikales leder, Martin Lidegaard, kunne ikke være mere uenig. De tager derfor debatten i dagens afsnit, hvor stemningen er god, selvom bølgerne går højt. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Martin Lidegaard, politisk leder for Radikale Venstre  Journalist: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen  Producer: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke

Borgerlig Tabloid - Nyhedsbrev

Få borgerlig debat fra debatredaktør Joachim B. Olsen direkte i din indbakke