Det er ikke mange pæne ord, De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, har at sige om Venstres forslag om at skære i de penge, Danmark hvert år giver til udviklingsprojekter i verdens fattigste lande.
Det har B.T. beskrevet i forbindelse med, at Martin Lidegaard rasede ud i onsdagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.
Men i podcasten tager Lidegaard også skridtet videre og drager en direkte parallel til USAs præsident, Donald Trump:
»Det her forslag kommer på et tidspunkt, hvor Trump jo har skåret massivt i den amerikanske nødhjælp. Altså i en tid, hvor alle verdens humanitære organisationer, der arbejder med nødhjælp og flygtninge, er skåret til sokkeholderne,« lyder det fra Lidegaard, der fortsætter:

»Jeg synes jo ikke, vi skal efterligne Trump. Jeg synes, vi skal udgøre et alternativ til Trumps dagsorden.«
Efterligner Venstre Trump her, er det det, du siger?
»Ja, på udviklingsbestanden gør de helt klart,« svarer Lidegaard prompte.
Det var i weekenden, at Venstre meldte ud, at de ønsker at sænke den danske udviklingsbistand fra 0,7 procent af BNI til 0,5 procent.
De 6,5 milliarder, som forslaget hvert år vil kaste af sig, skal ifølge Venstre bruges på styrkelse af kernevelfærden og forsvaret
Det skriver Venstres gruppeformand, Hans Andersen, Til B.T.
Til krikken om, at Venstre efterligner Trump, svarer Hans Andersen:
»Det er svært at tage seriøst, når Martin Lidegaard sammenligner Venstre med Donald Trump, fordi vi foreslår at sænke ulandsbistanden. Selv hvis vi sænker bidraget til 0,5 procent af BNI – som er mere end 16 milliarder kroner – er vi fortsat blandt de otte lande, der bidrager relativt mest.«
Han fortsætter: »Jeg synes, Martin Lidegaard, som jeg normalt respekterer, skal hæve sit niveau, så vi kan få en saglig debat om det, der er vigtigt; nemlig, hvordan vi skaffer pengene til fremtidens velfærd og en mere usikker verden«.
Hør den heftige debat i onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

