Der var en ophedet stemning i studiet, da B.T.s debatredaktør havde besøg af Radikale Venstres politiske leder, Martin Lidegaard, i debatpodcasten Borgerlig Tabloid.
Emnet faldt nemlig på, at Radikale Venstre sammen med SF, Enhedslisten og Alternativet er kommet med et forslag om at hæve Danmarks klimamål fra 70 procent til 90 procent.
Noget, som Joachim B. Olsen finder »lige så skørt som alt andet af Alternativets politik.«
Og Martin Lidegaard giver da også B.T.s debatredaktør ret i, at en målsætning om at reducere Danmarks samlede CO₂-udledninger med 90 procent i realiteten gør »meget lidt« forskel på verdens samlede CO₂-udledninger.
»Du har ret i, at de tons CO₂, det her vil gøre for klimaet, selvfølgelig er en dråbe i havet i forhold til de globale udledninger,« lyder det fra Martin Lidegaard, der understreger, at lavere CO₂-udledninger alligevel vil være positivt for Danmark.
Han understreger samtidig, at det især er de to ting, der skal til for at nå de 90 procent, der interesserer ham.
»Det ene er at få konkurrencedygtig grøn energi ind i Danmark for alvor. Og det andet er at tilpasse dansk landbrug, så det bliver økonomisk igen,« forklarer Martin Lidegaard.
Dog mener B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen, at det reelt vil gøre nul procents forskel. Han understreger samtidig, at EU har et samlet reduktionsmål, og at høje danske ambitioner derfor blot betyder, at andre lande kan reducere tilsvarende mindre.
Du kan høre hele den ophedede debat i onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid.
Hør det i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


