»Han vil vise mig og andre, at vi i hvert fald ikke skal bestemme noget som helst på DR. Det skal vi heller ikke. Men jeg tror, at det er en kæmpe fejl, at han bliver så stædig på det her.«

Sådan lyder det fra Liberal Alliances kulturordfører, Katrine Daugaard, i mandagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.

Ham, hun taler om, er DR's generaldirektør, Bjarne Corydon.

Og sagen, hun taler om, er de 38 journalister, der tilbage i september skrev under på en erklæring, der kaldte Israel for en apartheid-stat, der begår folkemord.

For selvom Bjarne Corydon offentligt har lagt låg på sagen, og at over halvdelen af DR-medarbejderne har trukket deres underskrifter tilbage, så er sagen langt fra slut.

Mandag kom det nemlig frem, at kulturminister Jakob Engel-Schmidt skal i samråd.

Det skal han efter massiv kritik fra særligt borgerlige politikere, herunder Katrine Daugaard, der fortsat raser mod DR for ikke at skride tilstrækkeligt ind.

Til B.T. forsikrer DR om, at alle de journalister, der har skrevet under, har været indkaldt til en samtale hos deres chefer, hvor det er blevet vurderet, om de fortsat kan dække krigen i Gaza.

Dem, der fortsat står på listen, er blevet erklæret inhabile og kan derfor ikke dække krigen, lyder det fra Corydon og DR.

Men det er ikke godt nok ifølge Katrine Daugaard, der mener at samtlige 38 DR-medarbejdere, der har skrevet under, har gjort sig selv inhabile – også selvom mange af dem har trukket underskriften tilbage.

De har nemlig 'bekendt kulør', og derfor bør de -ifølge Daugaard - ikke dække krigen mellem Hamas og Israel.

Noget, som flere af journalisterne nu fortsat får lov til.

Flyverskjul?

I mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid var DR inviteret ind i studiet for at debattere med Daugaard.

Det ønskede DR dog ikke. 

At DR ikke stiller op kommer ikke bag på Daugaard, der har stået i utallige diskussioner om DR – uden DR.

»Jeg har jo debatteret DR rimelig heftigt det sidste års tid, og ikke en eneste gang har de turdet stille op til debat. Det synes jeg er meget kritisabelt,« lyder det fra Daugaard, der fortsætter:

»Jeg har også personligt henvendt mig til Bjarne Corydon flere gange. Han svarer ikke.«

Til spørgsmålet om, hvorvidt Daugaard lever op til det såkaldte armslængdeprincip, når hun lægger et så massivt pres på DR, som hun gør, svarer hun:

»Jeg er valgt af nogle, der forventer, at jeg sørger for, at alle de penge, de betaler i skat, bliver brugt på en ordentlig måde,« indleder Daugaard, mens hun tilføjer, at DR får 3,7 milliarder om året – næsten det samme, som Grønland får i bloktilskud.

Hun fortsætter: »Når vi ikke får den uafhængige og faktuelle journalistik, som Corydon selv har sat sig i spidsen for – men i stedet stikker hovedet i jorden som en struds – så synes jeg faktisk, at jeg svigter mit mandat, hvis ikke jeg kritiserer det.«

B.T. har forelagt Daugaards kritik for DR. De har ikke yderligere at tilføje end det, de har udtalt til B.T. 

Hør hele diskussionen om DR med Katrine Daugaard i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Borgerlig Tabloid

‘Grønlands hvide guld’, ‘Forfulgt af politiet’, journalister, der skriver under på, at Israel begår folkemord – og så videre. I dagens afsnit retter vi blikket mod Danmarks Radio, når en af Folketingets argeste kritikere, Katrine Daugaard fra Liberal Alliance, er i studiet. For hvad gør vi, når den institution, der skulle værne os mod fake news, selv er med til at sprede det? Og hvad med armslængdeprincippet? Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Katrine Daugaard, kulturordfører (LA) Journalist: Maria Asmine Dam Producer: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke

Borgerlig Tabloid - Nyhedsbrev

Få borgerlig debat fra debatredaktør Joachim B. Olsen direkte i din indbakke

Jeg giver hermed tilladelse til, at B.T.sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anforte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.