LAs nye plan: Ud med Arne, nu er det kvindernes tur?


»Kunne man forestille sig, at I med det her forslag forsøger at polere jeres ligestillingsimage?«
Dét spørgsmål får Liberal Alliances erhvervsordfører Pernille Vermund i B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid.
I sidste uge præsenterede partiet nemlig et pensionsudspil, der allerede har fået en røvfuld af Socialdemokratiet. Med henvisning til LAs planer om at afskaffe Arne-pensionen, kalder beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen udspillet for ‘pilskævt!’.
I mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid er det dog det udprægede ligestillingsfokus, der bliver sat under lup.
For som en del af udspillet foreslår LA, at ægtefællers pensioner skal deles lige ved skilsmisse. I modsætning til i dag, hvor pensionsformuen følger den enkelte person.
»Det er lidt skørt, at lige præcis pensionen ikke er en del af det formuefællesskab, man indgår i, når man bliver gift,« lyder det fra Pernille Vermund.
Hun fortsætter: »Vi kan se, at rigtig mange kvinder ikke har penge på deres pensionsopsparing, når ægteskabet går i stykker. Og så står man med håret i postkassen, hvis man har været den, der har prioriteret familien, og manden så kommer og siger: ‘Jeg har fundet en yngre model’.«
Forslaget kan måske vinde indpas hos de kvinder, der de seneste par måneder er blevet skræmt væk af partiets kvindebommerter - men i mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid bliver forslaget ikke købt så let.
For hvorfor skal et ærkeliberalt parti – så indgribende – blande sig i ægteskabets økonomi? Og når løsningen - i form af en ægtepagt - allerede findes i dag, hvorfor skal der så indføres (endnu) en særordning?
Lyt med fra 10 minutter inde i mandagens afsnit og vurdér om Pernille Vermund formår at svare på de spørgsmål.
Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder: