Lars Tvede efter dommedagsprofeti: AI er det bedste, der er sket for menneskeheden
Kommer AI til at dræbe os alle sammen? Efter en uge med vilde profetier stempler AI-investoren Lars Tvede nu hårdt ind i debatten med en helt klar opfordring.

Kommer AI til at dræbe os alle sammen? Efter en uge med vilde profetier stempler AI-investoren Lars Tvede nu hårdt ind i debatten med en helt klar opfordring.

AI kan blive vores alle sammens død.
Sådan lød den markante melding fra den tidligere Anthropic-programmør Jacob Coxon, da han i sidste uge smed en bombe ind i debatten om kunstig intelligens.
Men hvor bekymrede bør vi egentlig være?
Og kommer AI til at tilintetgøre os alle inden for den nærmeste fremtid?
Det vender B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, i det seneste afsnit af debatpodcasten Borgerlig Tabloid med forretningsmanden og AI-investoren Lars Tvede.
»Der er ingen tvivl om, at AI er en stærk teknologi, og der er en masse ting, der vil gå galt, men det der, det skal man ikke tage alvorligt,« lyder det fra Tvede med henvisning til Jacob Coxons dommedagsprofeti.
Anthropic har udgivet en rapport, hvor de kommer med nogle konkrete eksempler på, at deres sprogmodel, Claude, er blevet brugt til cyberangreb, internetsvindel, politiske påvirkningsoperationer, overvågning, våbenbrug og forskning i biologiske våben. Gør det dig ikke bekymret?
»Jeg har en Microsoft PC. Hvad tror du, Microsoft PC'er er blevet brugt til? Hele listen plus langt mere,« siger han og fortsætter:
»Alle de her teknologier bliver konstant brugt til alle mulige forfærdelige ting,« lyder det fra Tvede, der understreger, at »alle teknologier har en mørk side.«
Personligt er han dog langt mere optimistisk end pessimistisk, fortæller han i podcasten:
»Min personlige opfattelse er, at AI er det bedste, der er sket for menneskeheden, eller bliver det bedste, der er sket for menneskeheden.«
Han fortsætter: »Selvfølgelig skal vi ikke være åndssvage med det. Vi skal ikke have hovedet under armen. Men vi skal først og fremmest gå til det med en attitude, som hedder: 'Interessant, spændende. Hvad kan vi bruge det her til?'«
Når Lars Tvede er stærkt begejstret for kunstig intelligens, handler det om mange ting, fortæller han i podcasten.
Alt fra at robotter kan hjælpe os med at vaske op, til at teknologien kan være med til at tilpasse medicin til den enkelte, så eksempelvis kræftpatienter kan få medicin, der er skræddersyet til vedkommendes specifikke kræfttype.

Ifølge Lars Tvede bliver AI-frygten blæst uproportioneret op af de personer, som pressen taler med.
»Chancen for at blive en helt og berømt er langt større, hvis du siger, at det går ad helvede til, end hvis du siger, at det går godt, selvom det er langt mere sandsynligt, at det går godt.«
I podcasten kommer Tvede med sit eget forslag til, hvordan vi kan sørge for, at teknologien bliver tøjlet.
Hør hele interviewet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.