'WE CANNOT LET THE CURE BE WORSE THAN THE PROBLEM ITSELF' – 'kuren må ikke blive værre end problemet' – skrev Donald Trump mandag på Twitter med store bogstaver.

Det kan man vist kalde at være meget tidligt ude.

Ikke kun fordi præsidentens tweet drønede ud kl. 4.50, hvor de færreste amerikanere nok havde taget hul på ugen, men i særlig grad fordi han slet ikke havde ordineret nogen kur endnu.

Først i ugens løb begyndte det amerikanske samfund for alvor at tage nogle af de forholdsregler, der efter godt et par uger begynder at føles som rutine i Danmark: 'Stå sammen hver for sig' og lancering af kæmpe hjælpepakker til astronomiske summer.

Men blind høne kan også finde et korn.

Hvad enten man kan lide manden eller ej – og jeg er ikke stor fan – er udsagnet relevant. For det kommer med en pris – også sundhedsmæssigt – at lukke et samfund ned.

For os selv, vores børn og børnebørn. Der er med sikkerhed børn, der ikke får den nødvendige faglige stimulation, som en kombination af innovative skolelærere og ressourcestærke, hjemmearbejdende forældre er i stand til at give de mange.

De skubbes længere ud på kanten af samfundet. Der er med sikkerhed voksne med ondt i økonomien, der dulmer smerten med spiritus og euforiserende stoffer. Familier, der på den konto kommer i mistrivsel.

Landets krisecentre melder allerede fuldt udsolgt.

Der er med sikkerhed syge, der på trods af et hårdtarbejdende sundhedsvæsen bliver udredt og kommer for sent i behandling, når almen praksis lukker venteværelset, og der skal prioriteres. Måske en prostatakræft, der opdages for sent, eller en højspecialiseret behandling i udlandet, der må aflyses.

Og så er der den pris, der lige nu kan føles abstrakt, men som på et tidspunkt skal afregnes helt kontant. Ender vi i egentlig økonomisk recession, vil det svække vores økonomiske formåen.

Vi vil simpelthen have mindre til sundhed, uddannelse, klimaindsats og udviklingsbistand, end vi ellers ville have haft.

Derfor er politik så svært.

Et ekstremt alvorligt problem lige nu, men masser af andre lige under overfladen – og muligvis endnu større i horisonten.

Hvem tager ansvaret for at finde balancen mellem kur, bivirkninger og pris? Jeg melder mig gerne i heppekoret bag en statsminister, der har handlet kontant og hurtigt, da krisens fulde omfang endelig gik op for de danske sundhedsmyndigheder.

En statsminister, som hellere ville gøre for meget for tidligt end for lidt for sent. Klogt af hende – og naturligt for os alle at efterspørge en stærk leder i krisetider.

Det accepterede Folketingets partier også, og de har alle loyalt bakket op om det næste skridt, når de kort forinden er blevet orienteret om, at det ville blive taget.

Men holder den arbejdsfordeling, når vi skal ind i næste fase, hvor samfundet langsomt skal løsnes op igen?

Det er jeg usikker på, for så vender dynamikken.

At stramme op, når alle er skræmte, er en ting. Alle bakker op – tør heller ikke andet. At tage ansvaret for at finde det rigtige gensvar på Trumps udsagn og løsne op, selvom risikoen for covid-19 ikke er gået (helt) væk, kræver bredere skuldre end dem, der sidder på én person.

Eller udtrykt ekstremt og helt uden nuance: At gøre alt for at redde en dansker er jo det, helte-stof er gjort af. At risikere et menneskeliv for at redde Danmark kræver i tilgift en stålsathed og pragmatisme, man ikke kan forlange, at noget menneske skal stå alene med.

Men på et tidspunkt skal der løbes en kalkuleret risiko for, at Danmark ikke forbliver lukket, indtil en vaccine er opfundet.

Ellers bliver prisen simpelthen for høj.

Hvor stor skal den være? På hvilke vilkår tør vi løbe den? Hvem vil i vores privilegerede verden sætte en pris på at redde et menneske fra covid-19 og holde det op mod, hvad vi ellers kan tabe.

Det er ikke et misundelsesværdigt ansvar at stå med.

Men lige nu er det det, politik handler om. Desværre.

Måske vi skulle tage ved lære af vores rigsfæller på Færøerne, der onsdag havde testet, hvad der ville svare til 300.000 i Danmark – 20 gange flere end i Danmark! – og vende strategien fra 'sammen hver for sig' til 'flere sammen og færre hver for sig' …

Jeg skal afstå fra at kloge mig på det.

Men jeg synes, at alle Folketingets partier skal have adgang til det forhandlingsbord, hvor alle med et ligeværdigt indblik i beslutningsgrundlaget enes om en exit-strategi.

Og som borger i Danmark vil jeg godt nok sætte pris på, at et sådant bord blev sat op. Hellere før end for sent.

For en sjælden gangs skyld er jeg nemlig enig med Donald Trump: Kuren må ikke blive værre end problemet!