I november 2016 blev han idømt et år og tre måneders fængsel (det ene år betinget) i 'Se og Hør-sagen', hvor 'tys-tys-kilden' fra Nets havde udleveret kendtes kreditkortoplysninger (også mine, men jeg havde vist kun købt lidt McDonald's på vej til Lalandia med ungerne, så lige den ulovligt indhentede oplysning nåede aldrig spalterne). Forrige søndag fyldte han som politisk redaktør på B.T. den plads, jeg nu skriver på, med endnu en skarp analyse. Og i ugens løb blev han udnævnt til Ekstra Bladets nye chefredaktør.

Henrik Qvortrup er navnet. På det hele. Og på det største comeback i dansk journalistik.

Skal man forarges eller begejstres?

Juryen er i den grad ude på de sociale medier.

Jeg har på ingen måde den afgørende stemme og kan vist heller ikke beskyldes for at være farvet af nogen synderlig positiv relation til Qvortrup, men er alligevel tættest på at glæde mig over hans 'resocialisering'. Jeg føler instinktivt en respekt for mennesker, der ikke lægger sig ned for modstand, men har livskraft til at rejse sig og kæmpe videre.

Portræt af Henrik Qvortrup ved Christiansborg, oktober 2020.
Portræt af Henrik Qvortrup ved Christiansborg, oktober 2020. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Jeg glædes ligeværdigt over Q og det medlem af mit nye politiske netværk (lad os kalde ham X), der efter mange års svingdørsture ud og ind ad fængslerne for nylig deltog i et digitalt møde i 'Det politiske mødested'. Her talte han åbent om, hvordan han efter endt afsoning nu kæmper for at komme på fode igen. Straffen er udstået. Lær af den. Kom videre!

Men det er lettere sagt end gjort, for intet menneske er en øde ø – og omgivelserne har det nok med at fastfryse billedet af 'synderen', længe efter at det er tøet op i vedkommendes egen selvopfattelse. Det kræver stamina at stå ved sig selv og insistere på at rykke 'de andres' perception. Hvad man end måtte mene om B.T.s afgående politiske redaktør – og jeg har i det stille ment en del – kan man ikke tage den egenskab fra ham.

Så herfra et velment tillykke. Sat på print og papir, så jeg kan huske det den dag, han igen kommer efter mig, og jeg forbander hans eksistens. For i mine øjne har alle ret til at rette op på deres fejl og prøve at komme videre. Det er en større fejl ikke at lære af sine fejl end at begå dem. For fejle, det gør vi alle. Q, X, dig og mig.

'Du må ikke være så bange for at sige og gøre det forkerte, så kommer du aldrig til at gøre det rigtige,' skrev netop afdøde Johannes Møllehave i 'Engle og dæmoner' fra 1999.

Jeg kender dem begge. Både englene og dæmonerne. Ved det ene øre sidder de første og beder mig om at holde inde: Du har haft din tid, stik piben ind, overlad det til andre. Ved det andet sidder om ikke dæmonen, så dog 'fandenivoldskheden' og beder mig om at fortsætte: Bliv i politik og prøv at sætte stemme til den sunde fornuft, så dansk politik mange år frem ikke låses fast af en tilbageskuende socialdemokratisk etpartiregering, der finder stemmerne på venstrefløjen til stilstand i den økonomiske politik og på højrefløjen til fremmedangst og lukkethed.

Hvad skal man mene om det … Også her er juryen stadig ude: Hævngerrighed eller idealisme?

Selv jeg kan godt blive forvirret, når jeg læser angreb fra 'gamle venner', der hårdhændet markedsfører det første synspunkt. Senest med underlødige argumenter om, at jeg skulle være drevet af egen vinding. Hvis det var pengene, der drev mig frem, ville politik nok være det sidste sted at søge hen. How low can you go?

Der er de igen. Englene og dæmonerne.

Man kan let fristes til at lytte til de sidste og gå til modangreb for at aflive myter og falsk historieskrivning, men det vil bare blive en kæmpe velkomstgave til Q i hans nye job – og så stor er begejstringen over hans udnævnelse trods alt ikke. Så jeg vælger at lytte til englen:

Jeg har hverken lyst til eller behov for at være i ordkrig med gode Venstre-folk, som jeg har arbejdet tæt og tillidsfuldt sammen med i mange år. Jeg har ikke sagt eller skrevet ét ondt ord om en eneste af dem. Og kommer heller ikke til at gøre det.

Jeg kunne ikke drømme om at beklikke deres motiver, selvom de øjensynligt har et andet behov, hvad angår min person. Jeg ser fremad – og det burde de måske også begynde at gøre. Personligt bruger jeg dage, aftener og weekender på mit netværk og på at stable et parti på benene, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være.

God søndag.