Det er onsdag ved 18-tiden.

Jeg rejser mig fra det afsprittede bord i Landstingssalen på Christiansborg, hvor Udenrigspolitisk Nævn i to timer har hudflettet udenrigsministeren og justitsministeren for at prøve at finde hoved og hale i, hvorfor Danmark åbner grænserne langsommere end resten af Europa, og hvorfor man ikke må overnatte i København, men gerne i Ishøj, hvor smittetrykket er højere.

Jeg føler mig som nyslået statsborger i ’Omvendtslev’. Man skulle tro, at udgangspunktet var det åbne samfund, så der skulle stærke argumenter til for at holde det delvist lukket. Men nej. I hænderne på den socialdemokratiske regering er udgangspunktet blevet det lukkede samfund, og der skal stærke argumenter – uvist dog hvilke – til for at åbne det gradvist.

I ugens løb har jeg haft DRs 'Detektor' på nakken, fordi jeg foreslog åbne grænser til Sydsverige. Hvor er faktatjekket på regeringen, der vil holde grænserne lukkede med en løs henvisning til et forsigtighedsprincip?

Det er som en tidsrejse tilbage til min allerførste tid i ungdomspolitik. Vi leger politik. Rent papir, ingen bindinger: Skal vi have monarki? Skal vi have personlig ejendomsret? Skal vi have arveret? Lad os glemme, hvordan virkeligheden er: Kompleks, men dog velfungerende. Vi starter helt forfra. Tror, vi kan detailregulere menneskelig adfærd.

På trappen til Folketinget møder jeg en minister, der med stolthed i stemmen fastslår, at hun har truffet 1.600 myndighedsafgørelser under covid-19-krisen. ’Oh, hvilken magt’. Må der være studenterkørsel? Hvor mange stop må der være undervejs? Hvor længe må de vare? Må der være øl på vognen? Vin? Spiritus? – Det er godt nok politik i højeste potens … Reglerne ændres dag for dag. Ingen kan længere følge med, så måske var det bedre med denne ene: Opfør jer fornuftigt!

Det er fredag aften. Jeg rejser mig fra den rødternede dug på restaurant L'Education Nationale i Larsbjørnsstræde ved 23-tiden.

God mad, bedre vin og endnu bedre selskab, men nu er det tid til at komme hjem inden spærretid – virus er jo farligere efter midnat.

Var jeg 20 år yngre, havde det taget mig hele natten at tilbagelægge de 1,5 km til min lejlighed i Nyhavn, for byen syder simpelthen, og jeg ville helt sikkert være faldet i. Der er mennesker overalt. Vejret er fantastisk. Det summer af liv. Musik. Venskab. Kærlighed. Det hele pibler frem som vintergækker, der trodser sne og kulde og skyder de hvide blomster op gennem den frosne jord. Der er frihed i luften.

I tre måneder har vi været lukket nede. Vi har været angste, holdt distance og vist samfundssind ved at rette os efter dekreter, der nu forekommer mere og mere groteske og ulogiske: 15.000 til demonstration er ok, bryllupsfest efter midnat er farligt.

Seks tyske overnatninger på Nyborg Strand er ok, en enkelt på vej gennem Danmark er livsfarlig. Nu vil vi have livet tilbage. Jeg snuser det ind. Og stopper beredvilligt med mellemrum for at tage selfies med unge, der nægter at være statister i ’Det forsømte forår’. De vil leve livet – med alle de risici, det indebærer og med én eneste given endestation: Døden – covid-19 eller ej.

Det er lørdag morgen. Solen bryder nattemørket endnu en gang. Som den vil gøre det hver evig eneste morgen, indtil den brænder ud. Siden den stod op sidst, er 148 danskere døde, og 168 nyfødte har sanset solen og følt livet for første gang. Sådan var det statistisk set sidste år, og det kommer ikke til at afvige meget i år. Måske lidt færre døde, fordi vi har hævet hygiejneniveauet, så der er færre infektionssygdomme og alvorlige influenzatilfælde. Nok lidt flere døde om et par år, fordi samfundssindet holdt prostatakræftpatienter og andre fra at søge almenpraktiserende læge i tide.

Også jeg skal dø – en dag. Men jeg har tænkt mig at gøre det med støvlerne på. Og derfor tillader jeg mig at sige – imens jeg overlader de spinmæssige implikationer til klogehovederne i kommentatoriet på News og andre steder – at det må slutte nu!

Drop nu de bemyndigelseslove, der tillader ministrene fra en etpartiregering med vælgermæssigt afsæt i en fjerdedel af befolkningen at skalte og valte med vores frihedsrettigheder. Åbn Danmark i takt med resten af Europa. Lad danskerne rejse ud. Og lad andre opleve vores fantastiske land. Med fuld respekt for, at vi hver i sær har et ansvar for at opføre os ansvarligt ved at holde afstand, undgå fysisk berøring, skærme de udsatte og iagttage et højt hygiejneniveau.

Vi har brug for at vende tilbage til hverdagen. For krisen kradser, og den kan blive dyb og trække spor generationer frem. Hjælpepakkerne, som kun er muliggjort af en stærk offentlig økonomi, holder symptomerne nede. Men der er grænser for, hvor længe vi kan være på skatteyderbetalt EPO. Om lidt kommer konkurserne og de lange arbejdsløshedskøer, hvis ikke vi sadler om. Jo før vi åbner Danmark, desto hurtigere bliver vi selvhjulpne igen. Som erhverv, samfund og frie borgere.

Så lad os komme i gang, for det perspektiv – at vende tilbage til livet – det er værd at leve for!