I dag begraves Poul Schlüter fra Holmens Kirke. På grundlovsdag, demokratiets festdag. En passende dag at tage afsked med Danmarks længst siddende statsminister siden Anden Verdenskrig på. Han vil blive savnet – og husket.
Selv husker jeg mit første personlige møde med Schlüter. Silkeborg, 1987. Valgkampens eneste duel mellem ham og Anker Jørgensen. Omkring 3.000 mennesker – tre fjerdedele socialdemokrater – kørt ind i busser fra hele landet. Hujen, buhen, vinterbanestemning.
»Det er godt at se, at Hardy Hansens mange SID-penge bliver brugt til noget fornuftigt,« bemærkede Schlüter tørt. Som altid velsmurt tungebånd.
Hvordan skaber en ung VU-formand opmærksom om sig selv i det sceneri, hvor alt handlede om konservative og socialdemokrater?
Finansminister Palle Simonsen havde kort forinden udgivet bogen 'Den danske model', der af mange oplevedes som en flirten med Socialdemokratiet og en strøtanke om en regering henover midten. Det lød som en skør tanke i mine ungdomspolitiske ører – ja, man har et standpunkt til man tager et nyt – så med meget nervøs stemme stillede jeg spørgsmål til Schlüters troskab over VK-samarbejdet.
Og så falmede smilet, og stemmen blev skarp: »Jeg håber, at den unge mand bliver den sidste i valgkampen, der sår tvivl om VK-samarbejdet,« tordnede han mod lille mig, der i situationen blev skydeskive for en spirende konservativ irritation over Venstres evne til at være i regering og opposition på samme tid.
Efter mødet passede jeg ham op for at gyde olie på vandet. Fint med 'five seconds of fame’ for VU, men omvendt havde jeg ikke lyst til at være i konflikt med manden, som jo var et kæmpe idol. B.T.s fotograf tog et foto under vores korte samtale, hvor Schlüter tilfældigt løfter hånden.
Fritskåret og bragt i avisen ser det grangiveligt ud, som om han er ved at stikke mig en på kassen.
Mange, mange år senere har jeg vist ham det foto, som i ungdomsårene var min scrapbogs stolthed, men som han selvfølgelig ingen erindring havde om. Og vi grinede sammen over 'ungdommens overmod'.
For det var vi. Overmodige, endimensionale og unuancerede. Vi fejloversatte 'ideologi er noget bras' til holdningsløshed. Først senere forstod jeg fuldt ud rækkevidden af Schlüters fænomenale evne til – med et stærkt holdningsmæssigt afsæt, tag ikke fejl af det – at række ud, få andre med, finde løsninger. Og det på et tidspunkt, hvor Danmark reelt var ved at synke i den økonomisk afgrund.
Galopperende inflation, massearbejdsløshed, elendig konkurrenceevne, monopol-tv og slatten storebæltkaffe fremfor effektiv infrastruktur. Han overtog et forarmet og umoderne Danmark. Et tiår senere var det bragt på ret køl. Værdien af den indsats kan ikke overvurderes.
Fælleserklæringen mellem arbejdsmarkedets organisationer og regeringen fra 1987 var en genistreg. På et kritisk tidspunkt i historien så han den lille åbning, hvor lønmodtagere kunne mødes med arbejdsgiverne om at veksle forbrug og lønforhøjelser til forbedret konkurrenceevne og obligatoriske arbejdsmarkedspensioner.
De sidste har skabt et stabilt og trygt fundament under fremtidige pensionisters økonomi og forlænget lunten på den 'demografiske bombe', som er faretruende nær på at detonere i en række andre europæiske lande. Men ikke i Danmark. Med rettidig omhu blev der taget hul på reformer, som siden blev fulgt op af skiftende regeringer og har lagt grunden til en solid offentlig økonomi. Noget, vi senest under coronakrisen har haft glæde af.
Havde vi ikke skiftet til Schlüters reformspor, ville der ikke have været en kinamands chance for, at et bredt folketingsflertal kunne have spenderet i omegnen af 150 milliarder kroner på at holde hånden under beskæftigelse og personlig velfærd de sidste halvandet år. Selv de venstrefløjsaktivister, der i sin tid kastede æg efter Schlüter på Rådhuspladsen, og hvis repræsentanter på Christiansborg til alle tider har været mod reformkursen, burde derfor sende ham en stille tak i dag.
Min egen er højlydt. Schlüters genrejsning af Danmark efter Anker-årene gav mennesker i min generation nyt mod på tilværelsen: Fra angsthed over ungdomsarbejdsløshed og gæld til optimisme og tro på fremtiden.
Tak!
Måske var han »ikke så konservativ, at det gjorde noget«, men han gjorde til gengæld en forskel. Rigtig politik, rigtige løsninger. Ikke smarte overskrifter og spin.
»Det er da et festligt show,« sagde Schlüter om halduellen i 1987. »Men jeg tror, at det er de færreste, der bryder sig om, at politik vulgariseres på denne måde. Jeg tror, jeg har gjort dansk politik en stor tjeneste ved, at der kun holdes et møde af denne slags i valgkampen.«
Også tak for den sætning. Lad den tjene som inspiration. Jeg savner Schlüter.
