»Vi har i dag tilbudt partilederne en dyb fortrolig briefing,« sagde udenrigsministeren fredag efter et møde med Folketingets politiske partier.
Det var den foreløbige kulmination på et ugelangt og farceagtigt forløb, hvor klogskaben i ikke at tage de danske børn og deres mødre hjem fra lejrene i Syrien – mildest talt – er blevet stærkt udfordret af lækkede efterretninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste.
Få timer senere kunne aviserne gengive detaljer fra den fortrolige orientering. Så meget for fortroligheden!
Det er svært at blive imponeret over regering, støttepartier eller opposition i denne sag: Jeg kan simpelthen ikke erindre, at deling af fortrolige efterretninger med partiledere har kunnet læses i avisernes spalter umiddelbart efter.
Omvendt har jeg heller ingen erindring om, at en dansk regering har siddet så tungt og længe på informationer, som bør være helt afgørende for stillingtagen til regeringens politiske linje. Det hele virker, undskyld jeg siger det, noget amatøragtigt.
Partier, der støtter ‘Børnenes statsminister’ i hendes stejle afvisning af at tage børnene hjem, forarges over den manglede information, men lader omvendt til at være helt upåvirket af viden, når de så endelig får den.
Til gengæld griber de enhver chance for at lave stormløb på en udenrigsminister, der forekommer lidt uforvarende at være havnet som en lus mellem to negle: De andre partiers ordførere og statsministeren. Ordførere, der i strid med almindelig praksis vil have adgang til konkrete, fortrolige efterretninger i Udenrigspolitisk Nævn og en statsminister, der ligeledes i strid med almindelig praksis ikke (før nu) har villet dele dem med de partiledere, der skal sikre parlamentarisk dækning for regeringens politik.
Det er uskønt at være vidne til.
Imens kan danskerne bare se med fra sidelinjen. Det samme kan de danske børn i Syrien.
Vi ved, at planen om et internationalt krigsforbrydertribunal i regionen, som mange af os havde satset på, aldrig bliver til noget. Der er altså ingen som helst udsigt til, at den fastlåste situation, hvor børnene rådner op i de kurdiske fangelejre, ændres.
Vi ved – for det har stået i åbne efterretninger – at der både er risiko for radikalisering og hvervning af børnene til ‘Kalifatets Løveunger’. Der er altså risiko for, at børnene bliver tikkende terrorbomber, hvis ikke de rettes af i tide.
Vi ved, at dygtige jurister er parate til at kæmpe børnenes sag i det danske og europæiske retsvæsen. Der er altså – alt efter temperament – en fair chance eller reel risiko for, at børnene kommer til Danmark, helt uagtet hvad de politiske partier mener om den sag.
Alt det ved vi, selvom vi helst vil lukke øjnene og glemme det hele. For der er næppe én eneste demokratisk sindet dansker, der har bare antydning af sympati for de mennesker, der har vendt vores demokrati og livsstil ryggen for at søge fremtiden i Islamisk Stat.
Men problemet forsvinder ikke. Det skal løses – og det egner sig ikke til vedblivende at være en kastebold i kappestriden om, hvem der fremstår hårdest i udlændingepolitikken.
Skiftende danske regeringer har altid støttet sig til vores efterretningstjenester i sager om Rigets sikkerhed. Nu omtales de af justitsministeren som ‘styrelser’, hvilket i sammenhængen kun kan opfattes nedladende. Det er udtryk for et skelsættende skred i samspillet mellem regering og myndigheder, som burde fremkalde bekymring hos enhver seriøs politiker – uanset partitilhørsforhold.
Man bliver oprigtig lidt trist.
Selvfølgelig kan jeg godt se udfordringerne ved, at mødrene kommer med hjem, selvom vi har taget højde for det ved at stramme lovgivningen, så de kan dømmes til fængsel, alene fordi de rejste ud til IS-kontrollerede områder. For jeg er på ingen måde naiv. Det er også grunden til, at jeg ikke kan befri mig for tanken om, at børnene tages som gidsler i et politisk spil, hvor ingen af de såkaldt ansvarlige partier tør blinke først.
Hverken Socialdemokratiet, der nu endelig har fået placeret sig som et parti, der (om end med 30 års forsinkelse) tager problemerne med dårlig integration alvorligt – eller oppositionen, der frygter at tabe overhånden i den såkaldte værdipolitik. Måske begge parter bare skulle erkende, at der spilles lige op!
De burde holde hovedet koldt og hjertet varm ved at tage fælles ansvar for at tage børn og mødre hjem. Tør de ikke det, så burde de i det mindste – helt uden at blinke – kunne enes om at nedsætte en ekspertgruppe med repræsentanter for vores tjenester og den højeste juridiske sagkundskab med den opgave at afgøre de konkrete sager.
Drop politikken og lad dem foretage den dilemmafyldte afvejning af børnenes tarv, dansk ret, internationale forpligtigelser og vores fælles sikkerhed. Det vil være langt at foretrække frem for årelange retssager eller et langvarigt symbolpolitisk tovtrækkeri.
Personligt er jeg ikke i tvivl om, at de vil nå den konklusion, at børnene og deres mødre skal hjem. Men jeg vil bøje mig i støvet af respekt, hvis de kommer op med en bedre løsning.
Jeg kan bare ikke få øje på den.
God søndag.
