Den 11. marts trådte statsministeren hårdt og resolut på corona-bremsen.

Danmark blev lukket ned. Allerede den 28. februar havde regeringens sikkerhedsudvalg diskuteret truslen, men det ved vi kun fra lækkede informationer.

Hvorfor der ikke blev grebet ind før, svæver derfor i det uvisse. Og først 26 dage efter lækagen blev den påtalt af Statsministeriets departementschef, selv om der mig bekendt ikke er ét eneste fortilfælde med læk fra regeringens inderste og meste hemmelige rum.

Men da der endelig blevet grebet ind, var det resolut. Luk Danmark. Grænser, skoler, restaurationer, butikscentre – det hele. Målsætningen var klar. Vi skal undgå dødsfald. En død er en død for mange.

Emotionelt var det let at forstå målsætningen. På et bagtæppe af et nedsmeltet norditaliensk sundhedsvæsen og militærkøretøjer med kister i konvoj måtte vi styre Danmark fri. Ingen skal dø af covid-19 i Danmark.

Det ståsted har gjort statsministeren stærk og - desværre - i tilgift egenrådig. 'At gøre alt for at redde en dansker er jo det, helte-stof er gjort af', skrev jeg på denne plads allerede den 26. marts, men tilføjede så:

'At risikere et menneskeliv for at redde Danmark kræver i tilgift en stålsathed og pragmatisme, man ikke kan forlange, at noget menneske skal stå alene med. Men på et tidspunkt skal der løbes en kalkuleret risiko for, at Danmark ikke forbliver lukket, indtil en vaccine er opfundet. Ellers bliver prisen simpelthen for høj.'

Og den – prisen – begynder vi nu at ane.

Arbejdsløsheden har voldsom pil opad. Det reelle tal er skjult bag midlertidige hjælpepakker, men i takt med at konkurserne nu begynder at melde sig, kommer også dette mørketal for en dag.

Der lurer en dyb økonomisk krise rundt hjørnet, som ikke kan viskes væk ved en genåbning af fortovsrestauranter med to meters mellemrum mellem bordene.

I Kina blev Legoland genåbnet for en måned siden, men kun hver tiende gæst er vendt tilbage. Kineserne er blevet bange, og det er danskerne også.

Det kommer til at vare meget længe, før jeg kan genkende min udsigt fra lejligheden i Nyhavn i form af tætpakkede borde, harmonikaspil og høkerbajere ved bolværket.

Og på trods af alle mediehistorierne om, at restauranterne har fundet nye veje via takeaway, er det samlede marked for den slags mig bekendt faldet med 20 %.

Vi er i krise! Og den bliver endnu dybere.

Den slags kalder på politisk handling.

Men på en eller anden måde er der skabt en stemning af, at der ikke må diskuteres politik. Nu skal vi bare stå sammen og holde fast. Det er landsskadelig virksomhed at udfordre beslutningsgrundlaget, selv om offentligheden intet indblik har i det.

Kåre Mølbaks fornemmelse for ungdommens adfærd lægges til grund for en højrisiko-vurdering af genåbning af efter- og højskolerne. Det er videnskab, så her må man bare rette ind, selv om regeringen for et par måneder siden lukkede grænserne uden antydning af sundhedsfagligt belæg.

Offentligheden får ikke et detaljeret indblik i de smittespredningsberegninger, der øjensynlig er omdrejningspunktet for strategien bag genåbningen af Danmark.

I 75-året for Danmarks befrielse ageres der fortsat, som om covid-19 er en tænksom ydre fjende á la Hitler-Tyskland med egen efterretningstjeneste, der lytter med på vores diskussioner.

Få dage inden afgørende forhandlinger om anden fase af genåbningen inviteres tre økonomer pludselig ombord for at give en samfundsøkonomisk vurdering af forskellige scenarier. Hvorfor skete det ikke allerede, da landet blev lukket?

I Norge nedsatte man et sådant ekspertpanel straks efter nedlukningen. Måske fordi en flerpartisregering per natur tvinger regeringschefen til at have flere vinkler på samme sag, frem for blindt at tro på eget forsyn.

Kristian Madsen, tidligere DSU-formand og nu politisk kommentator på Politiken, sammenlignende tirsdag statsministeren med en klaverbokser på et tvivlsomt etablissement, der påstår at kunne spille hvad som helst.

'Når de overrislede gæster råbe titler i kor, er der før eller siden nogen, der råber et nummer, pianisten kan spille. Det ligner overlegent overskud og fuld inddragelse, men det er i sidste ende personen ved tangenterne, der afgør, hvad der bliver spillet, og hvad der bliver overhørt.'

Det går ikke længere.

Der er og skal være forskel på en Jakob Ellemann-Jensen, der repræsenterer et parti på størrelse med regeringen, og Josephine Fock, der uden selv at være valgt repræsenterer et enkelt alternativt mandat. Den første repræsenterer en stor strømning i vælgerhavet, den anden nogle få fisk.

Regningerne hober sig op, krisen bliver dyb, men alligevel har alle fri og lige adgang til at lade de milliarder, mange års reformpolitik har skaffet os, rulle – også dem, der var glødende modstandere, da råderummet blev skabt. Det er måske fair nok. Historie er historie. Men hvad med fremtiden?

Statsministeren efterlader os, senest i sin 1. maj tale, med indtrykket af, at vi »på den anden« side kan vende tilbage til Arne på pension. Venstrefløjen drømmer fortsat om velfærdsløft via beskatning af banker, som samtidig udskammes for at mangle samfundssind.

En eller anden må snart råbe STOP.

Dem, der udskriver regningerne, må også påtage sig ansvaret for at samle dem op. Hvordan kommer Danmark videre bagefter?

Ved at stimulere og vækste den private sektor, der er grundlaget for vores velfærdssamfund, eller ved en stilstandspolitik, hvor faldende velstand skal smøres ud på alle via arbejdsfordeling á la 1990’ernes skraldespandsmodeller og en ny efterløn?

Hvem er det historiske forbillede – Anker Jørgensen eller Poul Schlüter?

Det valg trænger sig på. Både for regering og opposition.