Onsdag trak Mogens Jensen sig som minister i et selvopofrende forsøg på at stoppe stormløbet mod en regering, der helt åbenlyst har brudt grundloven ved ulovligt at beordre nedslagtning af alle danske mink.

Det var helt efter bogen, for allerede den 22. september godkendte han et notat, hvoraf det fremgik, 'at aflivning af alle danske besætninger (..) ikke vil kunne kræves (...) på det foreliggende hjemmelsgrundlag'.

Men seks andre ministre, hvoraf flere er faste medlemmer af det koordinationsudvalg med statsministeren i spidsen, som endte med at træffe den grundlovsstridige beslutning den 3. november, fik de samme informationer allerede den 1. oktober.

Ingen af dem kunne øjensynligt huske noget som helst af det, de havde læst, da regeringen senere besluttede, at alle danske mink skulle aflives. Det kan man vist kalde et kollektivt hukommelsestab af de helt store.

Hukommelsen burde ellers være blevet vakt til live af det skriftlige materiale til det helt afgørende møde. For her fremgår det nemlig, at 'det umiddelbart (er) vurderingen, at det hverken er muligt at tvangslukke eller lægge minkerhvervet i dvale med hjemmel i epidemiloven eller Sundheds- og Ældreministeriets forbudsbekendtgørelse'.

Og så må man logisk spørge: Hvis der ikke er hjemmel til at slå de fleste mink ihjel og lade avlsdyrene overleve, hvordan kan man så overhovedet forestille sig, at det ikke kræver nogen ny hjemmel, at slå alle dyrene ihjel?!

De må have holdt sig for øjne og ører, da de traf beslutningen.

Men den blev truffet. Og den blev resolut meldt ud af statsministeren dagen efter – og politi og militær blev sat ind for at få minkavlerne til at efterleve den. Selv da det i fuld offentlighed stod klart, at det var grundlovsstridigt, blev man bare ved, ved og ved. Ikke noget nyt pressemøde for at korrigere 'fejlen' – og nu var aflivningen drevet så langt, at det danske pelsdyrserhverv i realiteten var lagt i graven med millionvis af aflivede, raske mink.

Skandale er for lille et ord til at beskrive forløbet. Det må selvfølgelig undersøges til bund.

Her er jo ikke tale om asylægtepar, der måtte undvære hinanden i kort tid, indtil fejlen blev rettet – her har man uden loven i ryggen nedlagt et helt dansk erhverv. Så regeringen og dens leder må holdes til ansvar.

Instrukskommissionen undersøger netop nu den første sag. Der er hverken op eller ned i den måde, vi afprøver magtens forvaltning på, hvis den nye sag ikke underkastes en tilsvarende undersøgelse.

Det er det mindste, der bør ske nu. Men i al retfærdighed må man dog også søge lidt bredere for at finde forklaringen på, hvordan det kunne gå så galt. Og det ærlige svar udvider kredsen af de ansvarlige voldsomt. Jeg er selv en af dem! For regeringen har fået alt, alt for store beføjelser – og min egen stemme talte med, da de fik dem.

Det virkede logisk i marts, da Danmark blev lukket ned, men det har været hamrende usundt. Det har efterladt en statsminister med en blind tro på, at hun ene kvinde kunne gøre lige, hvad der passede hende, og så bakkede Folketinget bare op bagefter. Og det har efterladt en opposition, som har puttet sig og ikke har turdet udfordre den linje, regeringen har lagt.

En hudløs ærlig afdækning af det aktuelle hændelsesforløb viser, at det også denne gang var ganske tæt på. Først i sidste øjeblik trak mit eget parti stikket på opbakningen til regeringens egenrådige og lovstridige forvaltning.

I selvretfærdig bagklogskab kan jeg selvfølgelig anføre, at jeg i månedsvis har argumenteret for, at det burde have været bragt til ophør for længst, så folkestyret blev genindført. Men omvendt har jeg jo ikke brugt min ret som folketingsmedlem til at stille et beslutningsforslag om det, så det er også mit ansvar, at statsministeren er udstyret med et alt for stort kørekort. Og at hun har vænnet sig til et free ride, der åbenbart har gjort hende fartblind. Hun har selvfølgelig selv et ansvar. Men det har alle vi, der gav hende det, også. Blandt de (fart)blinde er den enøjede dronning.

Mange i kommentarotiet har siden regeringsskiftet rost statsministeren for at opruste Statsministeriet mandskabsmæssigt, indføre en stabschef-funktion, centralisere magten og tage stram politisk styring over processer og kommunikation. Det hele virkede smart og rigtigt i både Tirsdagsanalysen og hos Besserwisserne. Selv har jeg været kritisk, for flere hjerner tænker bedre end en. Bureaukrati og embedsmænd er ikke kun af det onde, men kan faktisk være med til at sikre omtanke, og at alle argumenter kommer på bordet, inden der træffes beslutninger.

Nu får vi et klassisk opgør mellem regering og opposition om placering af ansvar og uddeling af næser. Sådan må det være. Men det vil være endnu bedre, hvis landets toppolitikere en bloc samtidig gav indretningen af den politiske ledelse i Danmark en eftertanke. Jeg tillader mig fortsat at tro på, at en flertalsregering hen over midten ikke havde bragt landet så meget på kant med retsstatsprincipperne, som vi nu ser.

Idéen er stendød lige nu, men måske den kan vækkes til live, når vi næste gang skal til det folketingsvalg, statsministeren egentlig burde udskrive nu efter først at have indgivet sin afskedsansøgning på baggrund af det voldsomme grundlovsbrud, men som rimeligvis først kommer om nogle år. Man har da lov at håbe …